Når elevens udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte, skal der gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand
Specialundervisning er en del af folkeskolens samlede undervisningstilbud. Det er karakteristisk, at vi i Danmark betragter alle børn som underviselige og værende omfattet af folkeskoleloven, herunder formålsparagraffen. Det gælder også børn med meget vidtgående behov for specialundervisning og specialpædagogisk bistand.
Bestemmelserne om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand er for størstedelens vedkommende »skal-bestemmelser«. Børn i folkeskolen, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte, skal have specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Specialundervisningen skal gives af lærere med særlig uddannelse og erfaring.
Til børn i førskolealderen skal der ligeledes tilbydes specialpædagogisk bistand, hvis barnet har behov herfor.





