Skolen, eleven og forældrene har i fælleskab pligt til at samarbejde om at leve op til folkeskolens formål
Undersøgelser viser, at forældrenes opbakning og interesse har betydning for deres børns udbytte af undervisningen. Det er derfor vigtigt, at forældrene engagerer sig i børnenes skolegang.
Skolen
Klasselæreren er nøgleperson i samarbejdet mellem skolen og forældre og koordinerer og planlægger forældresamarbejdet. Ud over kontakten mellem skolen og forældrene om elevernes undervisning ved behov, foregår samarbejdet typisk ved
- Skole-hjem-samtaler
- Forældremøder
På forældremøder diskuteres kun forhold af generel betydning for klassen og ikke spørgsmål om enkelte elever.
Forældrene
Mange skoler vælger også forældrerepræsentanter for den enkelte klasse, hvor forældrene kommer med ideer til samarbejdet og eventuelt planlægger forældremøderne i samarbejde med klasselærerne. Forældrene har også mulighed for at påvirke beslutninger om skolens arbejde og fremtid ved at træde ind i skolebestyrelsen.
Inspiration til skole-hjem-samarbejde
Danmarks Lærerforening har sammen med KL og Skole og Samfund udarbejdet 7 hæfter med overskriften "Hvordan kan vores børn lære mere. Velkommen til samarbejde". I hæfterne kan du læse om forældresamarbejde og om skolens fag i dag. Brug dem fx som inspiration til:
- Forældremøder
- Forældresamtaler
- Skolebestyrelsesmøder
Materialerne er skrevet af førende fagfolk inden for de enkelte fag i skolen.