Foreningen kan ikke tilslutte sig de foreslåede ændringer af folkeskoleloven.
Foreningen har fået et lovudkast til ændring af folkeskoleloven til høring. Ændringerne indebærer, at der skal indføres en samlet elev- og uddannelsesplan, og proceduren for indstilling til specialundervisning ændres, så skolelederen i enkelte fag kan træffe beslutning om specialundervisning uden først at indhente en vurdering fra PPR. Se lovforslaget i sin helhed via linket til lovforslaget ude til højre.
Foreningen har i høringssvaret redegjort for, at foreningen ikke kan tilslutte sig de foreslåede ændringer, og har i stedet peget på følgende forslag:
Vedr. elev- og uddannelsesplan finder foreningen, at i stedet for en samordning af planerne, bør loven ændres således, at elevplanen på 9. klassetrin ikke er et krav, men at der på dette klassetrin kun vil være krav om uddannelsesplanen.
Vedr. specialundervisning foreslår foreningen, at for at sikre muligheden for hurtigt at iværksætte specialundervisning, bør kravet være, at der hurtigst muligt efter iværksættelsen af specialundervisningen indhentes en pædagogisk- psykologisk vurdering af eleven. Det kan medvirke til at sikre, at alle elever får det rette undervisningstilbud.
Foreningens høringssvar i sin helhed kan læses via linket ude til højre.



