10. klasse er en del af folkeskolen og bliver tilbudt alle elever
Undervisningen i 10. klasse skal tage udgangspunkt i elevens uddannelsesplan. Den er rettet mod elevernes fremtidige uddannelses- og erhvervsvalg via brobygningsforløb, erhvervspraktik og erhvervs- og uddannelsesorientering.
Gæstelærere fra bla. erhvervslivet
I undervisningen i uddannelses,- erhvervs-, og arbejdsmarkedsorientering er det naturligt at anvende gæstelærere fra diverse vejledningsenheder og erhvervslivet.
Forskellige typer af 10. klasse skoler udbudt af folkeskolen
Mange kommuner har særlige skoler for 10. klasse eller fælles klasser for den enkelte eller flere kommuners elever, hvis elevtallet er tilstrækkeligt. Andre har tilbud til 10. klasse tilpasset lokale forhold indenfor folkeskolens rammer.
De selvstændige 10. klasse skoler
De selvstændige 10. klasse skoler har samme status som øvrige selvstændige folkeskoler. Der skal være en skoleleder med ansættelse i folkeskolen.
10. klasse udenfor folkeskolen
Andre skoleformer end folkeskolen kan også tilbyde 10. klasse. Betingelsen er, at de på mange områder lever op til kravene i folkeskoleloven, medens de på nogle områder kan fravige de krav, der stilles til folkeskolens 10. klasse.




