Skolebiblioteket er en afgørende del af skolens arbejde
På alle selvstændige skoler skal der være indrettet et skolebibliotek som et pædagogisk servicecenter.
Det er en lærer, der er daglig leder af skolebiblioteket, da denne skal vejlede lærere og elever om brugen af materialer fra skolebiblioteket og andre samlinger af undervisningsmidler.
Foreningen finder det vigtigt, at skolens pædagogiske servicecenter indgår som en væsentlig del af skolens arbejde. Skolebiblioteket giver lærerne mulighed for at finde det bedst egnede materiale til undervisningen og eleverne mulighed for at finde bøger og andet materiale, herunder digitale materialer, som kan anvendes både i fritiden og i det konkrete skolearbejde. Skolens pædagogiske servicecenter er især en vigtig del af projektarbejdsformen.
Derfor er det efter foreningens opfattelse af største vigtighed, at der er adgang til skolebiblioteket i hele skolens undervisningstid.




