Vejledningen om overgangen fra 9. og 10. klasse foretages af vejledere ansat i Ungdommens Uddannelsesvejledning i samarbejde med skolen
Eleverne i folkeskolen skal fra 1.-10. klasse have orientering i uddannelses,- erhvervs,- og arbejdsmarkedsforhold (UEA). Klasselæreren giver normalt denne orientering i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU). Selv om UEA-orienteringen er et obligatorisk emne i skolen og omfattet af lovens formålsparagraf, betragter mange i praksis det som en del af den vejledning, eleverne får fra 6. klasse af UU´s vejledere.
Gennemførelsesvejledning
Folkeskolen skal give eleverne løbende evaluering og orientering om skolens forskellige fag, herunder tilbuds- og valgfag. Eleverne skal kende konsekvenserne for optagelsen på forskellige uddannelser efter folkeskolen, når de enten vælger eller fravælger bestemte fag, eksempelvis tysk og fransk. Denne vejledning gives normalt af klasselæreren.
Folkeskolen og Ungdommens Uddannelsesvejledning
Undervisningsministeriet beskriver i en bekendtgørelse om valg af uddannelse og erhverv, hvilke arbejdsopgaver ansatte i såvel folkeskolen som Ungdommens Uddannelsesvejledning har. Formålsbestemmelserne i vejledningsloven og folkeskoleloven er forskellige. Lærere i folkeskolen skal opfylde folkeskolelovens formålsparagraf, medens vejlederne i Ungdommens Uddannelsesvejledning i deres egenskab af vejledere er forpligtet af vejledningsloven formålsbestemmelser.





