Foreningen markerer Lærerens Dag den 5. oktober i samarbejde med ulandsorganisationen Ibis og de Lærerstuderendes Landskreds, der alle tre står bag en indsamling til et skoleprojekt i det nordlige Ghana
Alliance for Change ACE projektet er et allianceprojekt mellem Ibis, Ghana Venskabsgrupperne og Danmarks Lærerforening, som skal etablere skoler og uddanne lærere til det fattige og tyndt befolkede Nordghana. På grund af de primitive leveforhold i landsbyerne er det svært at tiltrække uddannede lærere til egnen, og under halvdelen af alle børn kommer slet ikke i skole – for pigernes vedkommende er det under en tredjedel.
ACE uddanner landsbyens lærere, mens de underviser børnene fra 1. til 3. klasse på børnenes modersmål. Efterhånden som lærerne bliver uddannet, bliver de ansat i det officielle skolesystem under samme vilkår som andre lærere i Ghana.
Foreningen opfordrer medlemmer og kredse til at bidrage til årets indsamling. I lighed med sidste års indsamling kan man købe æblenåle til 20 kr. pr. stk. via www.laererdag.dk. Beløbet går ubeskåret til skolerne i Nordghana.
Kom til møde i København og Århus
Der bliver afholdt offentlige fyraftensmøder arrangeret af Uddannelsesnetværket i samarbejde med foreningen, Lærerstuderendes Landskreds og Ibis. Her kan man møde projektkoordinatoren for ACE-projektet, Zakaria Sulemana, som fortæller om skoleforholdene i området. Møderne foregår på engelsk og bliver afholdt fra kl. 17 – 19, mandag den 6. oktober i København og tirsdag den 7. oktober i Århus.





