Dit arbejdsmiljø skal være optimalt. Derfor gør Danmarks Lærerforening en indsats på skolerne, i kredsene og kommunerne og på landsplan i hovedforeningen
Sikkerhedsrepræsentanten (SiR) er din støtte i alle spørgsmål om fysisk og psykisk arbejdsmiljø på din arbejdsplads. SiR har pligt til at beskæftige sig med alle spørgsmål som måtte blive rejst og som har relevans for dit arbejdsmiljø, og kan inddrage Danmark Lærerforenings lokalkreds i arbejdet.
På alle arbejdspladser, hvor der er mange medlemmer af Danmarks Lærerforening, bør sikkerhedsrepræsentanten (SIR) være en lærer. Foreningens SIR’er får tilbud om at deltage i kredsens arbejde med arbejdsmiljø og modtager materiale fra foreningen om alle relevante arbejdsmiljøspørgsmål indenfor undervisningsområdet.
Ved selv at stille op til SIR valg eller stemme på et andet medlem, er du med til at sikre dit lokale talerør om arbejdsmiljø.
Kredsens arbejde
I alle Danmarks Lærerforenings kredse er der en person, som er ansvarlig for arbejdsmiljøarbejdet. Kredsen afholder møder for SIR’er og arbejder med alle arbejdsmiljøspørgsmål af betydning i din kommune og dit lokalområde. Gennem repræsentation i sektor- eller hoved MED-udvalg giver foreningen sine holdninger og meninger om arbejdsmiljø til kende. De lokale kredse udbyder kurser og temadage om arbejdsmiljø, så vore repræsentanter er klædt bedst muligt på til at fremme vore synspunkter om, hvad der kræves for at have et godt arbejdsmiljø.
Samarbejde med andre
Foreningen centralt er repræsenteret en lang række steder af stor betydning for arbejdsmiljøet enten direkte eller via vor hovedorganisation, FTF. Foreningen er stærkt repræsenteret i Branchearbejdsmiljørådet for Undervisning og Forskning, som er den institution, der udgiver mest materiale om arbejdsmiljø på undervisningsområdet. Gennem FTF er foreningen repræsenteret i Arbejdsmiljørådet, der rådgiver beskæftigelsministeren om arbejdsmiljøspørgsmål samt i Forebyggelsesfonden, der uddeler midler til lokale projekter på arbejdsmiljøområdet.
Det fremgår af foreningens principprogram, at arbejdsmiljø er medtænkt under næsten alle forhold. Det betyder også, at arbejdsmiljøspørgsmål er med både ved overenskomstforhandlinger og senest ved de såkaldte trepartsforhandlinger.Du kan læse meget mere om arbejdsmiljø ved at gå gå ind på *Særligt for SIR' - se i højre spalte.





