Pressemeddelelser

Lærere bliver ved med at forlade folkeskolen

Lærerne forlader fortsat folkeskolen i høj grad tre år efter vedtagelse af skolereform og arbejdstidsregler.

5.180 lærere har det seneste skoleår forladt folkeskolen.  

Det viser nye tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) for perioden august 2015 til august 2016.

Det svarer til, at 25 pct. flere har valgt folkeskolen fra i løbet af det seneste skoleår end i skoleåret 2012/2013, hvor skolereformen blev vedtaget og de aftalte arbejdstidsregler blev erstattet med et indgreb fra politikerne på Christiansborg. Samme tendens gjorde sig gældende i forrige skoleår.

- Når mange lærere forlader folkeskolen, er det et signal om, at der er vilkår i lærerarbejdet, der skal ændres. Lærere, der oplever, at de trives og udvikler sig i det daglige arbejde, giver eleverne den bedste undervisning. Der er brug for, at politikerne tager ansvar for, at skolen har ordentlige rammer. Mange kommuner har i dag problemer med at finde lærere til ledige stillinger. Det er den kommende generations grunduddannelse, der er på spil, siger Dorte Lange, næstformand for Danmarks Lærerforening.

Tallene viser, at det i høj grad er erfarne lærere med lang tid til pensionering, der i stigende grad forlader folkeskolen: Blandt de 35 – 54-årige er der 51 pct. flere, der har forladt folkeskolen i det seneste skoleår end i skoleåret 12/13.

Manglende mulighed for at hjælpe eleverne får lærere til at søge væk
Adjunkt Nana Vaaben fra professionshøjskolen UCC er en af de forskere, der for nylig har undersøgt, hvorfor lærerne forlader folkeskolen:

- De forlader ikke folkeskolen, fordi de ikke længere vil være lærere, eller fordi de er optagede af egne arbejdsvilkår, men fordi de ikke synes, de kan være gode lærere i folkeskolen under de givne rammer, siger Nana Vaaben, som sammen med to andre forskere står bag den nyligt offentliggjorte rapport ”Hvorfor stopper lærerne i folkeskolen?”, som bygger på svar fra 405 lærere, der har forladt folkeskolen i løbet af de seneste tre år. Hun fortsætter:

- Lærerne har konstant dårlig samvittighed, fordi tidsstyring, topstyring og målstyring binder dem på en hel masse måder, så de ikke har mulighed for at gøre det, de synes er det allervigtigste, nemlig at tage sig af eleverne både fagligt og socialt, siger Nana Vaaben.   

Den seneste undersøgelse fra KL viser, at 4 ud af 5 kommuner oplever problemer med at rekruttere lærere.