Nyheder

Debat: Vi udvikler velfærden

Jyllands-Posten bringer i dag et debatindlæg af formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, og 35 andre organisationsformænd.

Lad os starte med at sige: Vores velfærdsstat er grundlaget for et trygt og tillidsfuldt samfund, som mange i verden misunder os. Men den danske velfærd er begyndt at smuldre. Årtier med nedskæringer og besparelser under skiftende regeringer har tæret på fundamentet i de store fælles institutioner – skolerne, sygehusene, ældreplejen, det sociale område, uddannelsesinstitutioner med flere – og nu begynder danskerne at vende dem ryggen.

De offentlige tilbud bliver nemlig i stigende grad fravalgt til fordel for private alternativer, der for en stor dels vedkommende er forbeholdt folk med høje indkomster.

Hundredtusindvis af danskere har tegnet private sundhedsforsikringer, så de kan blive behandlet på privathospitaler og undgå køen til de pressede offentlige sygehuse. Politikerne har mange gode ord om, at de offentlige sygehuse ikke har de tilstrækkelige midler. Men i stedet for at gøre det nødvendige for at forbedre forholdene, bliver patienter i behandlingsgarantiens navn i stedet henvist til private hospitaler, der med offentlige midler i ryggen kan løse opgaverne hurtigere end de offentlige sygehuse. I 2007 blev op mod 50.000 patienter henvist til private sygehuse på det offentliges regning. I 2016 var det tilsvarende tal tredoblet til 120.000 patienter, viser tal fra Danske Regioner.

Folkeskolen er folkets skole, men en stadig større del af folket sender i dag deres børn på private skoler.  Det skyldes blandt andet, at politikerne har udvidet elevernes timetal betydeligt, uden at der er tilført ressourcer, så det bliver muligt at skabe mere indhold i den længere skoledag. Prisen per undervisningstime per elev er faldet med 26 procent siden 2010, og den utilstrækkelige økonomi resulterer i flere elever i klasserne, og færre lærere til at stå for undervisningen. 

I 2007 gik 13,5 procent af børnene i fri- eller privatskole. I 2017 er det steget til hele 18 procent, viser nye tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Altså næsten hver femte barn går i dag i privatskole. Folkeskolen er med andre ord alvorligt udfordret, og hvor længe kan vi overhovedet tale om, at vi har en skole for folket, når så mange børn og ikke mindst forældrene fravælger den?

Også det pædagogiske arbejde med mindre børn overlader forældrene i stigende grad til private. På mindre end 10 år er antallet af private daginstitutioner blevet fordoblet i takt med, at kommunerne skærer ned og sammenlægger enheder. Alt for få voksne til alt for mange børn får forældre til at fravælge de offentlige institutioner til fordel for private, hvor der er råd til ordentlige normeringer og dermed tid til at tage sig af det enkelte barn. I dag er der over 500 private daginstitutioner, og tallet ventes at stige. Antallet af børn, der passes af private børnepassere er også vokset. I 2008 var der ca. 4.000, der blev passet med privat tilskud, nu er der over 9.000, dvs. over en fordobling. Det er sket samtidig med, at den kommunale dagpleje nærmest er blevet halveret.

I den anden ende af livet er der ligeledes flere, der vælger private tilbud frem for offentlige. Trods gentagne løfter om at tilbyde borgerne en værdig ældrepleje bliver kommunerne ved med at skære ned på ældreområdet. De fleste af os drømmer om at tilbringe alderdommen under trygge og hjemlige forhold, men kommunerne lukker over en bred kam de små plejehjem og satser på stordrift. Men de ældre, der har råd til det, fravælger de store enheder med fortravlet personale og upersonlige omgivelser. Siden 2009 er der åbnet over 50 friplejehjem, og endnu flere er på vej.

Antallet af ansatte i den offentlige sektor er blevet reduceret med ca. 30.000 siden 2009. Det har ramt og rammer borgernes oplevelse af den offentlige service og velfærd. For selvom medarbejderne forsøger at følge med og kompensere for færre kolleger, så rammer det naturligvis velfærden benhårdt.

Og hvad er så konsekvenserne af udviklingen? På den helt korte bane får vi skabt et A- og et B-hold. A-holdet kan betale for de private tilbud og får den optimale service, mens B-holdet må nøjes med den skrabede, offentlige løsning. På den lange bane er konsekvenserne endnu mere alvorlige.

Vores samfund står ved en skillevej, og det er nu, vi skal vælge retning. Tør vi sætte det, der er blevet møjsommeligt opbygget gennem de sidste fem-seks årtier over styr og blive ved med at skære i velfærdens kerneydelser? Vil vi risikere at svække sammenhængskraften ved at skabe endnu større kløfter mellem de rigeste og fattigste? Eller vil vi i stedet styrke velfærdssamfundet, så vi står rustet til fremtidens udfordringer og fastholder troen på, at fællesskab gør stærk?

Som repræsentanter for 649.000 ansatte i kommuner og regioner er vi ikke i tvivl, og vi er klar til at tage vores del af ansvaret for at udvikle et velfærdssamfund, som fastholder Danmark som et rigt og lykkeligt land.

Og det er nu, vi skal slå til. Den nye rapport fra de økonomiske vismænd viser, at det økonomiske råderum vokser. Det er er midler, som vi må og skal investere i at udvikle vores fælles velfærd, så vi også fremover kan have det trygge og sammenhængende samfund, som langt de fleste af os ønsker. Fordi samtidig slår rapporten også fast, at det rent faktisk godt kan betale sig at investere i den offentlige velfærd – pengene kommer flere gange igen. Det er naturligvis noget vi længe har vidst, men at andre nu også får øjnene op for det er kun glædeligt.

For der er – trods nedskæringer, stadig en høj grad af tillid til velfærdssamfundet, selv om den forståeligt nok er blevet svækket. En meningsmåling fra Epinion viste tidligere på året, at 65 procent af danskerne oplever, at velfærden er blevet ringere i løbet af de seneste fem år. Og hele 83 procent mener, at der er brug for en forbedring af velfærdsniveauet.

Dette ønske kan vi ikke tillade os at sidde overhørig, især ikke i en situation som nu, hvor vi har pengene til at gøre noget ved det. Der er brug for at udvikle den danske velfærd og sørge for, at vi som samfund er rustet til at møde fremtidens udfordringer i form af det øgede demografiske pres.

I de kommende år får vi både flere børn og flere ældre i vores samfund. Fødselstallet stiger, og frem mod 2025 vil antallet af 0-5årige børn vokse med 16 procent. Det er 56.000 flere børn. I den anden ende livet får vi markant flere ældre – 100.000 flere over 80 år i 2020. Det stiller krav til en stærk offentlig sektor, der gør os i stand til at give vores medborgere både en god begyndelse og en god afslutning på livet.

En stærk offentlig sektor kræver opgør med visse politiske partiers mantra om at holde væksten på et rundt 0. Alene hvis det nuværende serviceniveau skal opretholdes, kræver det ifølge en beregning fra FTF en offentlig vækst på 1,1 procent frem mod 2025. Det står i skærende kontrast til, at den nuværende regering kun regner med en vækst i det offentlige forbrug på 0,3 procent. Der er brug for investeringer i ny teknologi, der er brug for anlægsinvesteringer, så skoler og plejecentre kan få tiltrængte renoveringer, og så er der først og fremmest brug for flere medarbejdere til at udføre de opgaver, som den danske befolkning med rette forventer og har krav på, og at få rettet op på de store personalereduktioner, der har været siden 2010

Der er også brug for et opgør med den strenge styring, der alt for længe har holdt den offentlige sektors institutioner i et dræbende jerngreb, som kvæler kreativitet. Alt for mange timer bruges på frugtesløs dokumentation og registrering, som udelukkende tjener det formål at kunne bevise, at institutionen lever op til et rigidt resultatmål. Dygtige fagprofessionelles viden og erfaring om, hvordan en opgave løses bedst, bliver overflødiggjort, når det ensidige fokus er på at nå en målsætning sat fra centralt hold.

Hvis den offentlig sektor skal forblive relevant, skal den baseres på tillid mellem politikere, ledelse og medarbejdere. De ansatte i det offentlige brænder for at få lov til at gøre en forskel for deres medmennesker. Giv dem den mulighed. Giv dem ordentlige arbejdsforhold, giv dem en anstændig løn, og så vil velfærden blomstre. De er klar.