Forhandlingsudspil

Her kan du se de forhandlingsudspil Lærernes Centralorganisation har lagt frem i forhandlingerne om lærernes arbejdstid

Folkeskolen har brug for en ny start

Der er massive rekrutteringsproblemer i alle dele af landet, som vi er nødt til at løse i fællesskab. Et første skridt er overenskomstfornyelsen med en aftalt ramme om lærernes arbejdstid. Det kunne give en ny start med styrket engagementet og genetablere samarbejdet om folkeskolen. 

Lærerne skal have arbejdstidsregler som alle andre

Lærernes Centralorganisation har lagt en række forslag på bordet, for at finde en holdbar erstatning for Lov 409, og som imødekommer KL’s ambition om en normalisering af lærernes arbejdstid. Som forberedelse til forhandlingerne har vi derfor lavet en kortlægning af alle gældende overenskomster på det kommunale område, for at tydeliggøre, at lærerne har generelt ringere regler end andre kommunalt ansatte.

Det er meldt tydeligt ud på alle udspil, at alle elementer er til forhandling, og vores krav har ikke været ultimative. Alle delelementer kan tages ud og erstattes af noget andet. Men værdien af arbejdstidsreglerne skal være på højde med andre faggruppers arbejdstidsaftaler. Ligeledes har vi gjort opmærksom på, at hvis normalisering ikke er vejen, er vi åbne overfor andre muligheder eller bud på løsninger fra KL’s side.

Eksempel 1: Skolesekretærerne

Det første udspil fra LC’s side tog udgangspunkt i de arbejdstidsregler, skolesekretærerne under HK har. Det er et forslag, der tager udgangspunkt i allerede fungerende regler på skoleområdet, og indeholder en ugenorm, der er tilpasset arbejdet i et skoleår. Dette forslag blev afvist.

Eksempel 2: Kommunalt sundhedspersonale

KL var ikke indstillet på en ugenorm, og bragte derfor selv muligheden for en kvartalstankegang for opgørelse af arbejdstid på bordet. Det imødekom LC med et andet konkret forslag med udgangspunkt i en kvartalsnorm og en række af de arbejdstidsregler sundhedspersonalet på det kommunale område har. Der er altså også tale om allerede eksisterende regler på det kommunale område, og det forslag indeholder bl.a. en kvartalsnorm, tjenesteplan og varslingsregler – ganske almindelige arbejdstidsregler. Også dette blev afvist.

Eksempel 3: Fra arbejdstidstemaer til en samlet aftale

Derudover har LC kommet med konkrete forslag til temaer i en arbejdstidsaftale: planlægning og opgørelse af lærernes arbejdstid, lejrskole, hviletid, normperiode m.m. Hensigten var på den måde via de forskellige elementer at sammensætte en ny arbejdstidsaftale. Også dette blev afvist af KL.

Således er alle forslag blevet afvist af KL med tilkendegivelser af, at man ønsker at fortsætte Lov 409 med mindre, uvæsentlige ændringer – altså skal lærerne, efter KL’s opfattelse, fortsat have arbejdstidsregler, der er ringere end de regler andre medarbejdergrupper i kommunerne arbejder under.

 

LC’s udspil kan ses her: