Håndtér overgreb mod børn

Her på siden kan du læse om:

 

Forebyggelse af overgreb mod børn

Alle børn skal beskyttes mod vold, misbrug og vanrøgt. Som offentligt ansat har du pligt til at reagere, blot du tror, at et barns velfærd er truet. Alle overgreb mod børn skal anmeldes. Men langt det bedste vil være, hvis vi kan undgå, at det sker. På Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside kan du læse om, hvordan vi kan være med til at forebygge overgreb.

Hvem skal du underrette?

Den sociale myndighed i den kommune, hvor barnet bor, skal underrettes. Underret også straks din leder om, hvad du har mistanke om. Det skal du, uanset hvem du har mistanke til. Det kan være barnets forældre, familiemedlemmer, kolleger eller andre, som har kontakt med barnet.

Børneporno skal meldes til politiet

Du selv eller dine elever kan støde på hjemmesider med børnepornografiske billeder. Billederne viser, at der er børn, som misbruges. Meld straks sådanne sider til politiet. Det kan gøres via politiets hjemmeside. Skolen bør også lære eleverne om sikker adfærd på internettet.

Hvad gør du, hvis det handler om dig selv?

Du kan selv blive udsat for mistanke. Hvis du mistænkes for at begå overgreb mod et barn, når du er på arbejde, bør du straks kontakte Danmarks Lærerforening. Vi hjælper dig, hvis du beskyldes for at have gjort noget strafbart. Det gør vi hvad enten beskyldningerne er rigtige eller uretfærdige. Men vi kan kun hjælpe dig, hvis der er tale om forhold, som har med arbejdet at gøre.