Nyheder

Debat: Noa Redingtons fordrejning af historien er rystende

Stop nu "DEM mod OS-retorikken", Noa Redington! Og lad os i stedet have fokus på, at eleverne i folkeskolen får den bedst mulige undervisning. Sådan lyder opfordringen fra DLF-næstformand Dorte Lange i et debatindlæg, som er bragt i Dagbladet Politiken onsdag.


AF: Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening, bragt i Dagbladet Politiken onsdag d. 27. april 2016


I Politikens "sigtekornet" 24. april skyder Noa Redington på alt og alle, som tvivler på, om han og de andre skrivebordsgeneraler, der fostrede folkeskolereformen, var så geniale, som det lykkedes dem at bringe et stort flertal i Folketinget til at tro i 2013.

Nu - tre år efter at Folketinget standsede lockouten af lærerne - forsøger Noa Redington sig med omskrivning af historien: Lockouten, som var en ensidigt gennemført handling bliver kaldt "lærerkonflikten". En konflikt forudsætter to aktører. Noa Redington forsøger at forstærke det billede ved at skrive at "Konflikten mellem lærere og kommuner var gået i hårdknude. Alle var kede af det. Undtagen – måske - lærernes formand Anders Bondo...."

Noa Redington satser måske på, at hukommelsen er kort hos Politikens læsere, men for de mange, som husker, hvad der foregik, er hans fordrejning af historien rystende.

Alle ved efterhånden, at der aldrig var tale om forhandlinger ved den overenskomst. Der var en færdig plan om, at den reform, som Noa Redington og vennerne havde skrevet på i noget tid, skulle finansieres, ved at lærerne blev pålagt at varetage den ekstra undervisning, som eleverne skulle have. De skulle bare gøre det hele lidt hurtigere og mindre gennemarbejdet.

Det var lærerne og deres forenings formand Anders Bondo Christensen imod - og vi synes stadig, det er en dårlig ide, at vi skal hugge hæle og klippe tæer i den kvalitet, vi gerne vil udføre som lærere.

Og der er heldigvis flere og flere både i kommunerne og i Folketinget, der erkender, at det er nødvendigt med justeringer - især i den rigide opfattelse der har hersket om ikke at ville samarbejde med lærerne. Flere og flere arbejder sammen med lærerne og deres forening - og derfor er der bedre chancer nogle steder for at folkeskolen overlever Noa Redingtons projekt end andre.

Måske er det derfor, Noa Redington i elfenbenstårnet skriver, som han gør? Hvis han er imod, at lærere og kommunalpolitikere over hele landet kæmper for at få skolen til at fungere - fx ved at bruge de anbefalinger som undervisningsminister Ellen Trane Nørby har givet om en gang imellem at anvende resurserne i den lange skoledag til to-lærerordninger og dermed få mere kvalitet i undervisningen - hvad er så hans projekt?

Noa Redington gør grin med de problemer, som kommuner, skoleledere, lærere, elever og forældre oplever i hverdagen - og de er i hvert fald ikke reformens skyld, er hans budskab. Og det giver selvsagt heller ikke mening at fortsætte med at diskutere, om den er god eller dårlig. Folkeskoleloven gælder. Det er den blevet ved med, hver gang den er blevet reformeret. Det gør den også nu.

Men det er da underligt, hvis man ikke ønsker, at politikere justerer på forhold, som gør, at forældre vælger folkeskolen fra - og som gør, at de uddannede lærere, der er i Danmark, hellere vil arbejde andre steder end i folkeskolen - med akutte rekrutteringsproblemer i mange kommuner til følge.

Så hvad er Noa Redingtons bevæggrund, når han skriver:
"Kommunerne skal vide, at skolereformen består. De skal vide, at partierne på Christiansborg har den nødvendige is i maven, når det gælder om at gennemføre afgørende reformer i vores samfund."
Er det ærekærhed? Er det fordi virkeligheden for alt i verden ikke må betyde ændringer i det, som embedsmænd i Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen og KL har bestemt?

Eller ønsker Noa Redington at fortsætte kampen mod lærerne?

Måske. Han advarer i hvert fald: "Indtil nu er det dog lykkedes for V og S at holde sammen centralt.Tak! Men til næste år skal der være kommunalvalg, og her kan skolereformen lide en stille død. Pressede borgmestre vil gøre næsten hvad som helst for at få de sidste vælgere. Og de lokale lærerforeninger er nogle af de bedst organiserede politiske stemmer med en stor kontaktflade til et bredt udsnit af vælgerne. De kan gøre helvede hedt for den standhaftige kommunalpolitiker."

Retorikken er fortsat "Dem Mod Os. Hvis man er nødt til at skrive sådan, så er man virkelig på hælene. 

Lad os håbe, at den sunde fornuft vil vinde over Redingtons fantasterier. Og det er der gode tegn på. For på trods af de kiler, han forsøger at presse ned mellem skoleledere og lærere - så er flere og flere skoleledere og lærerkollegier klar over, at hvis de skal få deres skole til at fungere på trods af det kaos, som Noa Redingtons projekt har kastet folkeskolen ud i, så skal de gøre det sammen.

Og der er heldigvis flere og flere kommuner, hvor "Dem Og Os"-tankegangen afløses af samarbejde og lokale løsninger.

Vi har et fælles mål, nemlig at eleverne i folkeskolen får den bedst mulige undervisning. Det er Danmarks Lærerforenings mål både lokalt og centralt. Det arbejder vi for på baggrund af vores faglighed og erfaringer som lærere.

Når en tidligere spindoktor igen blæser til kamp mod lærerne, håber jeg, vi som samfund grundigt vil overveje, hvem vi lægger kommende generationers uddannelse i hænderne på.