Nyheder

Kronik: Smid ikke skolebarnet ud med badevandet

Politiken bringer i dag en kronik af formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, om læringsmålstyret undervisning.

I folkeskolen blev jeg udfordret af min matematiklærer fru Fastrup, der blandt andet lærte mig at konstruere synsvinkelbuen.

I gymnasiet var det skrappe, dygtige og efter min vurdering elskelige Maren, der med algebraens fundamentalsætning stod for en af de store udfordringer udi matematikken.

Fru Fastrup og Maren gjorde, hvad de kunne, for at vi blev så dygtige som muligt til matematik, men deres ambitioner rakte videre. De var optagede af, at vi på trods af vores forskelligheder fungerede som en god klasse. De var bevidste om, at deres undervisning var en del af vores forberedelse til deltagelse i et demokratisk samfund. Og de vidste, at deres indsats havde betydning for vores muligheder for at kunne lykkes med vores liv. Maren og fru Fastrup var meget forskellige mennesker, hvilket naturligvis også gjorde dem til forskellige undervisere, men de byggede på en fælles, værdifuld uddannelsestradition.

Det er en uddannelsestradition, der har rødder tilbage til H. C. Ørsted, Grundtvig og Kold, og som er udviklet gennem tiden med bidrag fra tænkere som Hal Kock og K. E. Løgstrup. Det er en uddannelsestradition, der især er rodfæstet i folkeskolen, og som har en utrolig værdi for den enkelte elev og for det danske samfund.

Læs kronikken i Politiken her: Smid ikke skolebarnet ud med badevandet

Det er næppe en overdrivelse at sige, at den særlige danske uddannelsestradition er en væsentlig årsag til, at Danmark har udviklet sig til et af verdens rigeste, tryggeste og mest demokratiske samfund.

Der er naturligvis sket fantastisk meget i såvel folkeskole som gymnasium, siden jeg gik der, men vi står fortsat fast på kernen i den måde at tænke uddannelse på. Og heldigvis for det. Den kerne rummer nemlig meget af det, der i den internationale uddannelsesdebat går under betegnelsen 'skills of the 21st century', og det er bl. a. derfor endnu en delegation fra Sydkorea i disse dage er i Danmark for at høre om vores folkeskole.

Tusindvis af lærere gør alt, hvad de kan, for at også nutidens elever i folkeskolen skal profitere af denne måde at tænke undervisning på. Eleverne har brug for, at samfundet og ikke mindst de ansvarlige politikere bakker skolen op i dette arbejde.

I min egen matematikundervisning har jeg altid bestræbt mig på, at eleverne ikke blot lærte algoritmerne, så de kunne løse opgaverne. Eleverne skal forstå, hvorfor algoritmen løser opgaven, for på den måde at udvikle elevernes talforståelse og matematiske forståelse. Jeg har altid haft ambitioner på fagets vegne og på elevernes vegne. Bl. a. derfor mener jeg, at det er nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved den pædagogisk/didaktiske udvikling, vi ser i store dele af folkeskolen med mange kommuners udrulning af den såkaldte læringsmålstyrede undervisning.

Lærerne har altid haft mål for deres undervisning. Det er ganske enkelt en forudsætning for, at vi kan tale om undervisning. Og vi ved, at det er en god idé at drøfte målet med et undervisningsforløb med eleverne. Det program, kommunerne kører ud over skolerne i øjeblikket, betyder imidlertid, at lærerne skal formulere en række konkrete læringsmål for den enkelte elev og hele tiden have stort fokus på målopfyldelsen. Samtidig tilbydes i stigende omfang mere eller mindre færdigt producerede undervisningsforløb, der efter varedeklarationen vil føre frem til læringsmålene. Det, der umiddelbart kan virke som en god og effektiv måde at styrke den faglige indlæring på, har en række konsekvenser for skolens børne-, menneske- og undervisningssyn, som vi bliver nødt til at forholde os til.

Alle er formentlig enige om, at skolen bidrager og skal bidrage til børnenes/elevernes dannelse. I bestræbelserne på ikke at glemme dannelsesaspektet formuleres der nu også konkrete læringsmål for dannelsen og elevernes personlige alsidige udvikling, som dermed bliver en selvstændig disciplin, og det italesættes, at lærerne skal tage sig af den faglige undervisning, mens andre skal tage sig af relationerne og den personlige udvikling. Her begår vi en stor fejl.

I dansk uddannelsestradition sker skolens dannelsesbidrag gennem undervisningen i fagene. I folkeskoleloven fra '93 blev det udtrykt således: »Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling.« Her er tale om, at vi stiller krav om benhård faglighed: kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer. Men det understreges, at denne faglighed skal medvirke til elevens alsidige personlige udvikling. Fagligheden skal medvirke til, at eleverne bliver kloge mennesker.

Det er netop denne uddannelsestradition, der gør, at man verden over ønsker at lære af Danmark. Da Lars Løkke Rasmussen i sin første statsministerperiode besøgte Singapore for blandt andet at hente inspiration fra grundskolen i Singapore, opfordrede professor Neo Boon Siong, der er ekspert i, hvordan man skaber et konkurrencedygtigt samfund, vores statsminister til at skynde sig hjem. Beskeden var, at statsministeren allerede i dag har den skole, som skaber unge, der er i stand til at samarbejde, og unge, der kan tænke selv. Og at han har unge, som ved, hvordan de finder frem til de oplysninger og den viden, som de måske ikke har taget med fra skoletiden.

Peter Mortimore, der ledede det første OECD-review af folkeskolen, var så inspireret af den uforklarlige værdi i den danske grundskole, at han i en periode bosatte sig i Danmark for at studere fænomenet grundigere. Mortimore advarede gang på gang de danske politikere om ikke at smide barnet ud med badevandet.

Oberst Lasse Harkjær, der havde kommandoen over det første hold danske soldater i Afghanistan, har sagt, at årsagen til, at Danmark har verdens bedste soldater, er værnepligten og folkeskolen, fordi folkeskolen har opdraget dem til at sætte spørgsmålstegn ved alt.

Når den tidligere chef for vores internationale styrker konsekvent nævner folkeskolen som forklaring på, at danske styrker fremhæves i den internationale mission, skyldes det lige præcis, at vi ikke blot har sat hak ud for, at en bestemt faglig kompetence er blevet tillært, men at vi har haft fokus på, at fagligheden skal bidrage til, at eleverne bliver kloge mennesker. Den instrumentalisering af undervisningen, som for mange lærere bliver en følge af 'den læringsmålstyrede undervisning', udfordrer derfor en helt grundlæggende værdi i vores skolesyn. En grundlæggende værdi, som fremtidens generationer i høj grad får brug for, og som mange lande som nævnt misunder os.

En stærk uddannelsestradition er på ingen måde ensbetydende med stilstand - måske tværtimod. Vi kan løfte elevernes faglige niveau uden at gå kompromis med skolens grundlæggende værdier. Det viste vi, da de små elevers læsekompetencer på ganske få år blev løftet markant. Og det viste vi, da Danmarks Lærerforening i 2011 søsatte projektet 'Vi læser for livet' med det formål, at færre elever skulle forlade folkeskolen som dårlige læsere. Projektet satte den nyeste viden fra forskningen i spil, og udgangspunktet var, at læseundervisning ikke kun hører hjemme i faget dansk og i de yngste klasser. Læsning skal indgå i alle fag og på alle klassetrin. Derfor var det en målsætning at styrke alle læreres mulighed for at yde kvalificeret undervisning i læsning.

'Vi læser for livet' blev en overvældende succes, som skoler over hele landet tog del i. Vi kvalificerede læseundervisningen ved at styrke lærerens viden og muligheder og ikke gennem indsnævrende kontrolsystemer. De succeshistorier kan danne model, når vi ønsker at udvikle skolen, og løse de udfordringer, skolen står med i forhold til, at en del af eleverne ikke opnår de ønskede faglige resultater.

Udgangspunktet er velkvalificerede lærere med muligheder og forudsætninger for at sikre kvalitet i undervisningen. Det er baggrunden for Danmarks Lærerforenings forslag om, at læreruddannelsen i et samarbejde mellem professionshøjskolerne og universiteterne skal på kandidatniveau forankret både i forskningen og folkeskolens daglige praksis. Læreren skal være ekspert i undervisning.

Et andet aspekt af skolens dannelsesbidrag er livsoplysning. »Jeg håber, at eleverne i fremtidens folkeskole også vil møde den dygtige, engagerede lærer, der åbner deres øjne for kunstens fantastiske verden. Det handler ikke om deres livsindkomst, men om deres livsværdi«. Sådan udtrykte daværende undervisningsminister Bertel Haarder sig, da Danmarks Lærerforening for nogle år siden igangsatte en debat om fremtidens skole.  Vi skal åbne verden for eleverne. Vi skal give plads for forundring og fordybelse.

Eleverne skal naturligvis lære noget om genre, fortolkning, symbolik og fortællestruktur i dansktimerne, men de skal også opleve magien i litteraturen, de skal opleve at blive slugt af en bog eller et musikstykke. Derfor er det en gal udvikling, når en lærer på et kursus i læringsmålstyret undervisning får at vide, at hun fremover skal udvælge stoffet på en måde, så hun bedst muligt 'rammer skiven'. Altså ikke spilde tiden, men kun undervise i det, eleverne skal lære, da der jo ikke er ret mange timer til rådighed.

Underviseren på kurset havde sagt: »Måske giver det ikke mening at læse hele bogen eller gennemgå hele kapitlet, måske er der et sted - et afsnit, som meget præcist belyser det mål, man arbejder med«. Ja, det er jo håbløst spild af god tid at læse en hel bog, hvis vi nu kan dokumentere synlige tegn på læring ved bare at læse et enkelt afsnit! Det er ikke historien - det er ikke magien i litteraturen - næh, det er læringsmålet, der er i fokus.

Den stærke danske uddannelsestradition lever stadig, og vi har en folkeskole, vi kan være stolte af. Men der er en alvorlig risiko for, at vi i ønsket om at indføre styrings-og dokumentationsformer taber de særlige kvaliteter, der med rette har gjort den danske uddannelsestradition verdensberømt. Kan læreren da ikke bare fortsætte med at have dannelsesaspekterne i fokus, selv om kommunen beslutter, at lærerne skal gennemføre læringsmålstyret undervisning? Mange lærere forsøger, men det kan være mere end vanskeligt. I en række kommuner pålægges lærerne at bruge et helt bestemt it-program til registrering af mål og resultater. Samtidig er det med den seneste folkeskolelov besluttet, at den enkelte skoles succes skal måles på de resultater, eleverne opnår i de fagligt smalle nationale tests i læsning og regning. Disse former for styringsinstrumenter viser sig at have langt større betydning for udviklingen af undervisningens tilrettelæggelse og indhold end en overordnet formuleret formålsparagraf. Ud over en uhensigtsmæssig indsnævring af det faglige indhold bliver styringsinstrumenterne så at sige styrende for lærernes undervisning. Vi skal den helt modsatte vej.

Internationalt er der stor opmærksomhed på, at vi ved at styrke lærernes self-efficacy forbedrer elevernes udbytte af undervisningen. Begrebet self-efficacy dækker over, at lærerne føler sig sikre i deres evner og muligheder for at give eleverne den bedste undervisning, og det handler om, at lærerne har indflydelse på udviklingen og organiseringen af skolen. Mange lærere har oplevet, at centrale og kommunale initiativer i den grad har været underminerende for lærernes self-efficacy.

Dygtige lærere, der gennem mange år har opnået flotte resultater med eleverne og løbende har været engageret i at dygtiggøre sig og udvikle undervisningen, bliver pålagt at bruge bestemte metoder i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af undervisningen. Metoder, der som beskrevet tilmed har negative konsekvenser for elevernes udbytte af undervisningen. Nogle lærere kan oven i købet fortælle, at når de forsøger at rejse en faglig pædagogisk debat om skolens udvikling, bliver de mødt med holdningen: 'Kan du ikke lide lugten i bageriet, må du finde et andet sted at arbejde'. Det er totalt nedbrydende for lærernes self-efficacy og for den særlige danske uddannelsestradition, der fortsat skal være grundpillen i udviklingen af skolen.

I folkeskolen er der tusindvis af lærere, der som mine matematiklærere, fru Fastrup og Maren, brænder for det fag, de underviser i, brænder for undervisningen og ikke mindst brænder for de elever, de underviser. Giv dem mulighed for at tilrettelægge en god og spændende undervisning, giv dem mulighed for at følge op på den enkelte elevs faglige, alsidige og personlige udvikling, giv dem mulighed for at engagere forældrene i deres børns skolegang, og giv dem tid og rum til at få ny viden og inspiration og ikke mindst en løbende faglig pædagogisk dialog med kollegaer og ledelse.

Det er opskriften, hvis vi ønsker at styrke elevernes faglige udbytte af undervisningen, samtidig med at vi bevarer kronjuvelerne i det danske uddannelsessystem.

Er vi parate til at foretage den prioritering?