Nyheder

Debat: Uddannelse er en forudsætning for vækst

Altinget bringer i dag et debatindlæg af formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen forud for årets økonomiaftale mellem KL og Finansministeriet.

Det vakte opsigt, da cheføkonom i Nykredit, Tore Stramer, i et indlæg i Politiken ved årsskiftet aflyste den såkaldte vækstkrise i Danmark og slog fast, at Danmark ”hopper ind i 2017 med god fart og retning mod en vaskeægte højkonjunktur”. Intet mindre.

Forud for forhandlingerne om årets økonomiaftale mellem KL og Finansministeriet er der ellers tradition for, at der fra politisk side tegnes et billede af Danmarks svære økonomiske situation som begrundelse for, at det er nødvendigt med kommunale besparelser og begrænsninger i den offentlige vækst.

At vi befinder os i en gunstig økonomisk situation burde altså i sig selv være et argument for, at Finansministeriet løsner sit jerngreb om kommunernes økonomi og tillader øgede udgifter for at sikre og styrke uddannelse og velfærd og dermed sikre fortsat vækst.

Den besværlige udgift
Er der da sammenhæng mellem god uddannelse, god velfærd og høj vækst?

Ja, det er jo et uomtvisteligt faktum, at Danmark og de nordiske lande hører til de rigeste i verden samtidig med, at vores samfund netop er kendetegnet ved at have en veludbygget offentlig sektor og et højt velfærdsniveau. Et godt uddannelsessystem og en udbygget offentlig sektor er en betydningsfuld forudsætning for vækst og udvikling – ikke en begrænsning.

Folkeskolen fremstår i forhandlingerne mellem Finansministeriet og KL som en stor og besværlig udgiftspost, der belaster økonomien. Det er et skræmmende udgangspunkt, hvis målet er at opretholde et rigt samfund med høj velfærd.

Kvalitet i elevernes undervisning er afgørende for, at børn og unge senere kan finde vej i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i deres tilværelse. Investeringer i folkeskolen er med andre ord en forudsætning for, at de kommende generationer kan opleve samme velfærd, som vi selv har haft.

Hvor er sammenhængen?
Alligevel har vi år efter år oplevet, at kommunernes pressede økonomi har betydet forringelser af lærernes muligheder for at levere undervisning af høj kvalitet.

I en femårsperiode har kommunerne følt sig tvunget til at nedlægge 14 procent af lærerstillingerne, mens elevtallet kun er faldet med godt fire procent i samme periode.

Fra 2012 skulle det stadigt faldende antal lærere også løse inklusionsopgaven, som betød, at elever med særlige udfordringer, der før havde modtaget specialundervisning, nu skal rummes i den almindelige undervisning.

Og i 2014 blev elevernes timetal forøget med ikke mindre end 36 procent med den nye folkeskolelov, uden at der blev tilført flere lærerkræfter - tværtimod.

Viljen til at rette op?
Den manglende sammenhæng mellem de ressourcer, folkeskolen har til rådighed, og de opgaver, folkeskolen forventes at løfte, kan ikke undgå at få konsekvenser for lærernes mulighed for at løfte deres vigtige opgave og dermed for elevernes udbytte af undervisningen.

De besparelser, der på kort sigt ligner en god forretning i Finansministeriets regneark, kan blive meget dyre for samfundet på længere sigt.

Investeringer i uddannelse og velfærd er en forudsætning for at sikre vækst og udvikling på længere sigt. Den aftale, regeringen forhandler med KL om det kommende års kommunale budgetter, bør som et minimum sikre kommunerne mulighed for at genoprette det efterslæb, folkeskolen har oplevet gennem en årrække.

Har politikerne evnen og viljen til at tænke langsigtet og sikre forsat vækst i det danske samfund? Ja, det vil de kommende forhandlinger om kommunernes økonomi blandt andet vise.