Nyheder / Pressemeddelelser

Bondo: Storfusion viser sammenhold

FTF og LO har på to ekstraordinære kongresser d. 13. april besluttet at lægge de to faglige hovedorganisationer sammen. Den nye stororganisation vil have kræfter til at spille op mod arbejdsgiverne, mener lærernes formand, Anders Bondo Christensen.

De delegerede fra FTF og LO stemte fredag for en sammenlægning af hovedorganisationerne for de offentligt og de privatansatte. Dermed får halvanden million lønmodtagere en ny hovedorganisation 1. januar 2019.

Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, glæder sig over, at fusionen er en realitet.

”Det her er rigtig positivt for hele den samlede fagbevægelse. Vi ser netop nu i forbindelse med OK18 betydningen af solidaritet på tværs af fagforbund. Et sammenhold, der er nødvendigt i forhold til den politiske styring af overenskomstforhandlingerne, vi er vidne til. Vi har et behov for en stærk hovedorganisation, hvis fagbevægelsen fortsat vil være lønmodtagernes demokratiske stemme i udviklingen af samfundet,” siger Anders Bondo Christensen.

Han understreger, at fagbevægelsen er en vigtig del af det danske demokrati, og med den nye hovedorganisation vil fagbevægelsen have en langt større analysekraft og en tyngde, der i højere grad gør den i stand til at spille op mod eksempelvis Finansministeriet og DI.

Den stiftende generealforsamling finder sted fredag eftermiddag og kan følges live hos ftf.dk fra kl. 14.30.