Nyheder

Danmarks Lærerforening henter millioner i løntjek til medlemmerne

DLF har hentet 2.3 millioner til medlemmerne i årets 'Er du OK'-løntjek.

I efteråret har Danmarks Lærerforenings kredse haft luppen fremme og gennemgået stakkevis af lønsedler for medlemmerne. Indtil videre har 33 kredse meldt ind, at de har fundet fejl. Samlet er der fundet 2.386.346 manglende lønkroner via løntjekket. Det er 113.846 kr. mere, end der var opgjort på samme tid i 2017.

- Det er en af vores vigtigste opgaver at forhandle medlemmernes løn. Men vi skal jo også sikre, at medlemmerne rent faktisk får den løn, vi har aftalt, og som medlemmerne derfor har krav på. Derfor er løntjek en vigtig opgave. Jeg vil opfordre medlemmer til at kaste et ekstra blik på deres lønseddel og henvende sig til deres kreds, hvis der er noget, de er i tvivl om. I langt de fleste tilfælde er der tale om fejl i lønsedlerne og ikke bevidst snyd, men ligegyldigt hvad forklaringerne er, skal fejlene findes og rettes, siger formand i Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.

De resterende kredse har enten ikke fundet manglende lønkroner eller har endnu ikke overblik over eventuelt manglende lønkroner.

Løntjekket er en del af kampagnen ”Er du OK?”, hvor en række fagforbund under FTF og LO, hvor forbundene i uge 46 og 47 hvert år sætter fokus på fejl på lønsedlen.

Læs mere om ”Er du OK?” her.