Nyheder

Straf fører ikke til bedre praksis på skolerne

Skal vi skabe bedre resultater for børn i udsatte områder - og ikke blot øge bureaukratiet - skal vi fokusere på at løfte eleverne og familierne i stedet for at straffe dem. Det skriver lærerformand Anders Bondo Christensen og skoleledernes Claus Hjortdal i et fælles debatindlæg.

Sanktioner er en central del af regeringens nye ghettoudspil. Skoler, der ikke leverer resultater, skal lukkes. Elever, der ikke består stopprøver i 0. klasse, skal gå om. Forældre til børn, der ikke dukker op til test og prøver eller har mere end 15 procent ulovligt fravær, mister børnechecken. Skoleledere, som ikke lever op til underretningspligten, skal kunne straffes med op til et års fængsel.

Intentionerne om at inkludere og sikre, at alle bliver en del af fællesskabet i skolen, er gode. Vi har alle en interesse i at modarbejde parallelsamfund – og vi ved, at en tidlig indsats er afgørende. Men udspillet hviler på en forkert præmis. For man kan ikke på den måde straffe sig til en bedre praksis. Det kræver både tid, ressourcer og hårdt arbejde, hvis man vil vende udviklingen.

Skolerne i de udsatte områder gør en kæmpe indsats for at løfte eleverne og bidrage til integrationen, men de kæmper med massive udfordringer, som rækker langt ud over undervisningen. Socialpolitik, boligpolitik og beskæftigelsespolitik har i høj grad indflydelse på, om skolerne lykkes med integrationsopgaven. Vi ved, at det gør en forskel, når forældrene ser sig selv som en ressource, der kan bidrage positivt til deres barns skolegang – men det kræver en gensidig anerkendelse og respekt at nå dertil. Og bliver samarbejdet til et spørgsmål om kontrol og sanktioner, risikerer man at bryde denne afgørende relation – en relation, der særligt i udsatte familier kan være skrøbelig.

Tillid eller straf

Når politikerne, som ghettoplanen lægger op til, bygger et skolesystem baseret på straf, risikerer vi at miste tilliden mellem kommune og skole, og mellem skole og familie. Det er den forkerte vej at gå. Vi bør ikke nære mistilliden, men i stedet opbygge tilliden – og her spiller nærværende ledere en vigtig rolle.

Derfor er det et skridt tilbage, når lederne med reformen bliver pålagt at bruge yderligere tid på underretninger og øget dokumentation. Ikke blot vil det gøre skolelederen til dommer over familiernes økonomi – det vil skabe flere underretninger, der vil belaste et i forvejen overophedet system, og det vil kræve, at lederen bruger mere tid væk fra den pædagogiske praksis og mere tid på at registrere og dokumentere. Det er overstyring, og det skaber mindre nærvær.

Skal man ændre praksis og skabe bedre resultater – og ikke blot øget bureaukrati – skal der drejes på helt andre knapper. Vi ved eksempelvis, at skoler med skole-hjem-vejledere fungerer godt. Ligeledes ser vi positive effekter af skoler med skolesocialrådgivere, særligt i belastede områder.

Heldigvis er skolerne allerede godt på vej. Der er et væld af værdifulde kompetencer og tiltag på skolerne, der løfter eleverne hver dag – også dem, som har det svært. Vi har allerede lovgivning, der bakker op om dette.

Vi er alle for længst blevet enige om, at straf som pædagogisk værktøj ikke fungerer. Nu er det på tide, at politikerne lægger pisken fra sig, fokuserer på bedre ledelse frem for mere styring, og støtter op om de mange gode initiativer og indsatser, der hver dag finder sted på skolerne.

Af Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, og Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen. Indlægget er bragt i Politiken mandag d. 25. juni.