Nyheder

Medlemstilbud: Få bogen "Relationskompetence" gratis

Bogen er den 11. i Pædagogisk Rækkevidde og er skrevet af skolekonsulent og ph.d. Louise Klinge. Bogens tema er relationen mellem lærere og elever og betydningen for undervisningen.

Den gode – eller dårlige – stemning i en skoleklasse breder sig hurtigt. En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at lærerens humør smitter af på eleverne, og at relationen mellem lærer og elever er afgørende for børns lyst til at gå i skole. 

I bogen Relationskompetence fortæller Louise Klinge om, hvor vigtigt det er, at lærere har indflydelse på deres arbejdsdag og oplever, at skolen støtter dem i at skabe god undervisning og positive relationer til børnene. Hun fortæller også, hvad relationskompetence er, og hvorfor det ikke bare er noget, der foregår i frikvartererne. Det, læreren gør og siger, er afgørende for fællesskabet og det enkelte barns trivsel og udvikling. Relationskompetence er en central del af al undervisning, og i bogen giver Louise Klinge lærere et sprog for, hvad det vil sige at handle relationskompetent.

Bogen er en del af serien Pædagogisk rækkevidde. I bogserien giver nogle af landets førende pædagogiske forskere inspiration til, hvordan lærere og pædagoger kan omsætte viden til praksis på skolerne. Bøgerne er ment som et indblik, der kan give større udsyn i en travl hverdag. 

Pædagogisk Rækkevidde-serien omfatter i alt 12 bøger, der udkommer over en to årig periode. Alle bøgerne kan downloades gratis af medlemmer af Danmarks Lærerforening gennem "Min Side". 

Du kan se alle bøgerne og finde link til download her.

Oplever du problemer med at logge ind på ”Min Side”, er du velkommen til at kontakte medlemsservice på telefon 33 69 63 00.