Nyheder

Debat: God undervisning skaber trivsel

Lærere, ledere og kommuner må tage ansvar, når flere og flere børn er bange for at gå i skole. Sådan skriver næstformand Dorte Lange i et debatindlæg i Politiken.

Flere og flere børn er bange for at gå i skole. Det fremgår af Politikens forside mandag 23.9., hvor 60 procent af landets PPR-psykologer beretter, at skolevægring har været et stigende problem de senere år.

Det er en sørgelig udvikling, som lærere, ledere og kommuner må tage fælles ansvar for at vende. Og vi bør bygge på det, vi ved kan modvirke udviklingen.

Vi ved, at det giver et boost til selvværdet, når elever oplever succes i undervisningen. Det selvværdsløft medfører bedre trivsel for den enkelte elev og for klassen som helhed, og det giver et bedre socialt miljø i frikvarterne og gladere børn i fritiden.

Eleverne oplever succes i undervisningen, når den tilrettelægges, så hver eneste elev føler sig set og føler, at han eller hun kan deltage og bidrage. Succes i undervisningen handler ikke blot om gode karakterer eller nul fejl i opgaverne, det handler om at blive opslugt af stoffet og føle, at ens bidrag bliver værdsat, uanset hvilket niveau man kan bidrage på.

Den følelse af succes i undervisningen beror på, om læreren ser eleven. Når læreren ser og anerkender eleven, opstår der en helt afgørende relation mellem dem. Evnen hos læreren til at skabe denne relation kaldes relationskompetencen, og den er en af lærerfaglighedens grundpiller.

Et forskningsreview over al eksisterende international forskning over, hvad der gør en lærer god, peger på tre afgørende kompetencer: den faglige/didaktiske kompetence, kompetencen til at lede undervisningen i klassen og så relationskompetencen. De tre kompetencer hænger uløseligt sammen, og der er bred enighed blandt forskere om, at relationskompetencen er den vigtigste.

Det er relationen, der gør, at eleverne får den nødvendige tillid til læreren, så de får lyst til at bevæge sig ind i det stof, der skal arbejdes med. God undervisning har som resultat, at elevernes hjerner forandres. Når man lærer noget, skabes der nye forbindelser i hjernen - så eleverne skal turde slippe deres udgangspunkt og lade sig forandre en lille smule hver dag. Det kræver, at de stoler på deres lærer.

Når eleverne stoler på læreren, og undervisningen lykkes, opstår det magiske, at eleverne (og læreren) glemmer sig selv for en stund. De glemmer de negative og svære ting, der sker uden for undervisningen, i frikvarteret eller derhjemme, og de kan vende tilbage fra deres oplevelse i undervisningen med ny indsigt og erkendelse, med fornyet tro på sig selv og lyst til livet og til at lære endnu mere.

Resultatet af den form for succes i undervisningen er faglighed på et langt højere plan, end at man kan sætte hak ved endnu et opnået læringsmål. Relationen, som ligger til grund for succes i undervisningen, kan ikke uddelegeres. Det er læreren, der skal skabe relationen til eleverne, for at undervisningen kan lykkes.

Hvorfor sørger lærerne så ikke bare for, at eleverne får god undervisning, så de ikke bliver bange for at gå i skole? Der findes ikke en lærer, som ikke ønsker at se hver eneste elev hver dag og skabe undervisning, der får eleverne til at blomstre. Desværre viser flere eksempler fra forskningsprojekter imidlertid, at lærernes opmærksomhed for tiden er drevet i en anden retning af de herskende strukturer i folkeskolen.

Der har i nogle år været et regime i folkeskolen kaldet læringskultur, hvor der er stærkt fokus på elevernes resultater. Det betyder helt konkret, at nogle af de forskere, der i de seneste år har undersøgt miljøet i klasselokalerne, har beskrevet, hvordan lærere i nogle situationer simpelthen ikke ser eleverne, på trods af at nogle af eleverne ret tydeligt signalerer, at de ikke er med i undervisningen. Når de pågældende lærere bliver gjort opmærksom på det, bliver de meget kede af det. De havde været meget opmærksomme på at formidle de læringsmål, eleverne skulle opnå, og mindre opmærksomme på, hvordan eleverne havde det, og om de var med i undervisningen.

Ofte kan lærere simpelthen ikke nå at tilrettelægge vedkommende undervisningsforløb for alle elever, men er nødt til at gribe til færdigproduceret materiale uden at kunne nå at forberede en formidling, der passer til de pågældende elever. Det kan nemlig være svært, når man har mindre end 40 minutter til at forberede en dag med syv forskellige lektioner.

Nogle lærere føler i så høj grad, at de med de nuværende rammer ikke kan leve op til det, de mener man skal som lærer, at de forlader arbejdet i folkeskolen. Det kan man ikke klandre dem, for de føler, at de svigter eleverne.

Jeg håber, de en dag vil komme tilbage, og at mange lærere bliver og bevarer håbet om, at vi kan lykkes med at skabe en folkeskole, hvor høj faglighed og trivsel hænger sammen. Hvor vi ser faglighed som andet og mere end målbare resultater og opnåede læringsmål. Og hvor der er reel mulighed for, at lærerne kan skabe den vigtige relation til eleverne.