Pressemeddelelser / Nyheder

DLF til Mette Frederiksen: Vi er klar til et tæt samarbejde om fremtidens folkeskole

Mette Frederiksen understreger i ny biografi, at der skal findes løsninger på de udfordringer, som lærerlockouten i 2013 førte med sig. Danmarks Lærerforening er helt enig med Socialdemokratiets formand og inviterer til et tæt samarbejde.

Man må desværre sige, at kombinationen af en for stram økonomi og en folkeskolereform, som betyder længere dage – uden at der er ressourcer til at skabe det rigtige indhold – har givet alvorlige udfordringer. Jeg håber, at vi kommer videre – ellers vil det i sidste ende være folkeskolen, der taber”.

Sådan siger Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen i ny biografi, der udkommer i dag. Hos Danmarks Lærerforening ser formand Anders Bondo Christensen ordene fra Mette Frederiksen, som en oplagt anledning til sammen at starte drøftelserne om løsninger på de åbenlyse udfordringer, der er i folkeskolen:

”Jeg er helt enig med Mette Frederiksen i, at vi må og skal finde løsninger på de problemer, der er i folkeskolen i dag. Lærere fravælger folkeskolen, fordi det er blevet for svært at levere kvalitet i undervisningen, og økonomien halter i dén grad. Derfor er jeg meget glad for meldingen fra Socialdemokratiets formand om, at vi skal finde løsninger. Vi er i Danmarks Lærerforening helt klar til et tæt samarbejde om at løfte folkeskolen, der er hele grundlaget for vores uddannelsessystem”, siger Anders Bondo Christensen.

I bogen ”Mette Frederiksen – et politisk portræt”, reflekterer Socialdemokratiets formand over de markante spor, som sammenblandingen af Folkeskolereformen og bestemmelserne af lærernes arbejdstid har trukket siden 2013.

”Det er et af de forløb, jeg har tænkt mest over bagefter, for jeg undervurderede, hvor lange spor den konflikt ville trække. (…) Det var vores ansvar, hvordan det forløb blev tilrettelagt”, udtaler Mette Frederiksen også i bogen.

”Mette Frederiksen har ret i, at hele lærerstanden i Danmark følte sig totalt kørt over i den proces, der førte til lovindgrebet om lærernes arbejdstid. Jeg er helt enig med Mette Frederiksen i, at vi skal videre, og jeg vil gerne give håndslag på, at vi i Danmarks Lærerforening er parate til at tage et ansvar for, at det kan lykkes. Regeringen, KL og Danmarks Læreforening er de tre helt centrale parter, hvis det skal lykkes at ændre de forhold i folkeskolen, der forhindrer lærere i at levere den undervisning, som de brænder for, og som eleverne har krav på”, siger Anders Bondo Christensen.

KL og Danmarks Lærerforening har med aftalen ”Ny Start” taget et vigtigt skridt i bestræbelserne på at komme videre. Når Mette Frederiksen nu opfordrer til det samme, er det yderst positivt, mener Danmarks Lærerforening.

Yderligere kommentarer:
Anders Bondo Christensen, formand i Danmarks Lærerforening, telefon 21646293
Jens Dissing Munk, pressechef i Danmarks Lærerforening, telefon 30178874