Nyheder

Kronik: Vi skal investere meget mere i børnene

Børn bliver en vigtig del af den kommende valgkamp, men er politikerne klar til at foretage reelle investeringer i børns hverdagsliv? Sådan spørger DLF-næstformand Dorte Lange sammen med tre andre debattører i Politiken.

Kronikken er skrevet af Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening, Sine Penthin Grumløse, forsker og lektor ved Københavns Professionshøjskole, Tanja Krabbe, sekretariatschef i Daginstitutionernes Landsorganisation og Anja Marschall, forsker og lektor ved Københavns Professionshøjskole.

Når et område gennem længere tid har været underprioriteret – som det er med børne- og ungdomsområdet – vendes blikket ofte de forkerte steder hen.

I en optimeringslogik leder mange kommunale forvaltninger efter lige netop det værktøj, der kan effektivisere arbejdet i vuggestuerne, børnehaverne og skolerne. Men fordi der allerede er sparet og slanket i årevis, er effektiviseringspotentialet efterhånden væk.

Det er nødvendigt at indse, at kvaliteten daler, hvis man ikke vil betale tilstrækkeligt for læreres relationsarbejde i undervisningen og for god tid mellem pædagoger og børn i daginstitutionerne. Sammenholdt med at lærere og pædagogers arbejde med børnene generelt ikke får mulighed for at udvikle sig i den retning, som forskningen anbefaler, svækkes børnenes hverdag ganske betragteligt.

Hverken forældre til de børn, der er tale om, eller borgere i samfundet generelt kan være interesseret i denne udvikling.

Faktum er, at pædagoger og lærere bruger mere tid på dokumentation og afrapportering end nogensinde før. Det sker ud fra rationalet om, at politikere kun vil prioritere områder, hvis der kan dokumenteres et udbytte af investeringerne. Det er ikke den rigtige vej at gå, og spørgsmålet er, om det er det, borgere og politikere ønsker?

Når man investerer i børn, er afkastet her og nu, at børnene har det godt. På længere sigt afspejler gode forhold i daginstitutioner og skoler sig i samfundsborgere, der er ’godt klædt på’ – menneskeligt såvel som uddannelsesmæssigt. Pædagoger i daginstitutionerne og lærere i skolerne er vores bedste garanter for dette. Det er her, man skal sætte ind med mennesker og gode forhold, og ikke med ’smarte’ og ’hurtige’ optimeringsløsninger.

I børnehaver og vuggestuer har pædagogerne taget bladet fra munden og berettet om, hvordan hverdagen ser ud. De er begyndt at fortælle om deres rammer for det daglige pædagogiske arbejde med børnene under de givne betingelser.

Det er blevet til fortællinger om, hvordan børn bliver glemt og er overladt til sig selv, fordi der simpelthen er for mange børn til for få voksne. Men også i de daglige aktiviteter har det enkelte barn minimal voksenkontakt.

Skolerne befinder sig i en lignende tilstand med mange vikarer og mange uden læreruddannelse i lærerstillingerne på grund af et stigende rekrutteringsproblem landet over.

Uddannede lærere forlader folkeskolen for at søge til andre sektorer eller helt ud af lærerfaget. De giver som begrundelse, at de ikke kan komme til at være lærere, sådan som de gerne vil, og møde elevernes behov i de rammer, der er i øjeblikket.

Vi ved fra forskningen såvel som fra praktikerne selv, at pædagoger og lærere er særdeles hårdt presset i deres arbejdsliv.

Vi ved, at ganske mange af dem oplever at skulle agere i en hverdag, hvor deres faglighed ligger under for uhensigtsmæssige vi-må-gøre-det-så-godt-vi-kan-under-de-gældende-omstændigheder-vilkår.

Prisen er dobbelt: Rigtig mange børn tilbydes en hverdag af ringe kvalitet, og rigtig mange fagprofessionelle går udbrændte og slukørede hjem, vel vidende at de kunne have gjort deres arbejde langt bedre, hvis blot vilkårene havde været i faglighedens favør. Når vi samtidig har forskningens belæg for, at investering i netop den professionelle indsats kan betale sig, er det mærkværdigt, at der hverken lyttes til de professionelle eller handles for at rette op på vilkårene.

Mængden og kvaliteten af voksenkontakt er afgørende for børns trivsel i de mange timer, de tilbringer i en daginstitution hver eneste dag. Det er ikke kun sund fornuft, det er også underbygget af børneforskningen. Vi ved, at voksen-barn-relationen er helt grundlæggende for kvaliteten i børnenes daginstitutioner. Alene fordi børn simpelthen trives og udvikler sig bedre med mere og kvalificeret voksenkontakt, kunne man argumentere for, at der må investeres mere netop her. Men det kan faktisk også helt kynisk betale sig.

At børn er blevet investeringsobjekter, hvor der er gode muligheder for afkast, kan vi takke nobelpristager James Heckman for. Han har gennem sine økonomiske beregninger påvist, at jo tidligere der sættes penge af til børnene, desto bedre er det. Både for børnene og deres familier og for samfundet.

Desværre ser vi ikke disse investeringer på Gul og Rød Stue, så både Mille og Mohammed kan få en hverdag med voksne, der har tid og overskud til at se dem, hvor de er i deres udvikling.

Der, hvor det for alvor halter, er i forhold til stunder, hvor voksne har mulighed for at ’drysse’ sammen med børnene og fordybe sig i verden omkring sig. Det kan være den tid, der gør, at man har mulighed for at gå lidt dybere i forståelsen af, hvad der fylder hos det enkelte barn, og som måske bekymrer eller ligefrem bremser udvikling.

Men det kan også være tid til at tale om en snegl, der kravler på stenen bagerst på legepladsen, eller til at tage ud i det blå for at lede efter ’troldespor’. Det er lige præcis her, pædagogikken kan noget særligt og vigtigt, for gennem fordybende aktiviteter lærer børn sprog, de bruger deres krop, de stimuleres kognitivt, og de er sammen med hinanden om noget, der er vigtigt for dem. De lærer med andre ord både noget om sig selv, hinanden, naturen og verden omkring dem.

Det er altså her, vi virkelig kan løfte børns mentale og kropslige udvikling, deres selvværd og kreativitet – ja, alt det, der skal danne grundlag for deres duelighed som mennesker senere i livet. For at det kan lade sig gøre, kræver det voksne, der ikke har tusind andre opgaver at løse samtidig, f.eks. med at fotografere aktiviteten for at kunne dokumentere dagens forløb i stedet for at blive i fordybelsen sammen med børnene.

Dokumentation kan være formålstjenlig, så forældre også får adgang til børnenes daginstitutionsliv, men alt for ofte oplever vi, at pædagoger må ’gå fra’ for at dokumentere det pædagogiske arbejde, og aktiviteter går i stå eller afbrydes, fordi én pædagog imens er alene med børneflokken.

Men ikke kun dokumentationen til forældrene fylder. Ledelse og personale bruger også mange timer bag skærmen, når der skal skrives indrapportering om opfyldelse af kommunens personale-/trivsels-/fødevare-/udviklings-/børne- og mange andre ’politikker’.

Der er tvungen deltagelse i bestemte it-systemer og tunge administrative systemer som f.eks. indkøbsordninger, og der er tvungen deltagelse i netværksmøder, som den enkelte leder ikke altid vurderer er hensigtsmæssige. Alt dette tager ofte unødig meget tid fra børnene, og det skaber frustration blandt de fagprofessionelle, der i forvejen er hårdt presset af mange års nedskæringer.

Politisk vil man nok hævde, at man har investeret i området – især med tidens fokus på udsathed og tidlig indsats, hvor særligt barnets første 1.000 dage er i centrum.

Der er nogle steder mulighed for sociale normeringer, og der er sågar steder, hvor man kan ansætte ’finanslovspædagoger’, som kan have særligt fokus på det sociale arbejde.

Det er godt med denne opmærksomhed, men ofte kompenserer de kun for nedskæringerne fra forrige år, så de såkaldte ’ekstra bevillinger’ kun giver en midlertidig opretholdelse af status quo eller en afbødning af den planlagte nedskæring frem for en egentlig forbedring. Samtidig er der masser af institutioner, der har behovet, men som ikke får del i de særlige bevillinger, og som derfor rammes hårdt af de øvrige nedskæringer, alt imens de hører politikerne tale om ekstra investeringer.

Vi kan også se, at institutioner i udsatte boligområder i høj grad har brug for færre børn på stuerne og ikke blot midlertidigt mere arbejdskraft, der kommer og går med skiftende projektmidler.

Færre børn ville give dygtige pædagoger mulighed for både at arbejde nærværende med det enkelte barn og invitere forældrene ind i dette arbejde og børnegruppens fællesskaber. Når man gerne vil investere på den lange bane, er det en god idé at gøre det i samråd med dem, der dagligt skal løfte opgaven. De har gode bud på, hvad der skal til, hvis man vil gøre en reel forskel.

På helt samme måde ved lærerne godt, hvad der skal til for, at danske børn får en bedre skolegang.

Kvalitet i undervisningen er, når elevernes fordybelse i fagets indhold og de kundskaber, de erhverver sig, bringer dem videre i deres udvikling. Den fordybelse og udvikling bliver mulig, når lærere tilrettelægger og gennemfører undervisning, der motiverer og fanger alle elever.

Dette kræver en høj grad af professionalisme. Lærere er uddannet til det, og med de rigtige vilkår gør undervisningen en stor forskel for hver eneste elev hver dag. Et vigtigt vilkår er, at læreren har reelt professionelt råderum, så undervisningen kan tilrettelægges på den måde, læreren vurderer, vil give eleverne det bedste udbytte af den. I disse år er det professionelle råderum også for lærere blevet indsnævret ganske betydeligt.

Det er for det første sket ved, at lærere skal undervise mere og har mindre tid til at forberede undervisning, der er tilrettelagt med fokus på klassens børn. Desuden er der oplistet tusindvis af bindende mål for undervisningen – og kombinationen af mange bindende mål og for lidt tid til at tilrettelægge undervisningen i forhold til de børn, der er i klassen, medfører risiko for, at lærernes fokus tvinges mere i retning af målene og dokumentationen af deres opfyldelse end mod behovet hos de enkelte elever.

God undervisning opstår, når læreren har råderum til at sætte ambitiøse og opnåelige mål, som er tilpasset det enkelte barn, og til at understøtte elevernes motivation, så de kan fordybe sig i det stof eller tema, der arbejdes med i undervisningen. Hvis læreren i stedet fjernstyres af mål, som kommer udefra, fra instanser uden kendskab til eleverne, så mister undervisningen sin dynamik. Antallet af bindende mål for undervisningen er nu mindsket. Det er godt, men der ligger stadig en opgave forude med at understøtte og udvide lærernes professionelle råderum.

Lærere oplever desuden, at undervisningen forstyrres af et alt for stærkt fokus på tests. En væsentlig undervisningsopgave er, at børnene skal have lyst til at lære og have oplevelsen af, at deres skolearbejde lykkes for dem; uanset om de er meget eller mindre dygtige til fag. Ingen børn bliver dygtigere af at blive mindet om alt det, de ikke kan. Faktum er, at en stor del af kravene om tests og dokumentation er kontraproduktivt i forhold til skolens kerneopgave.

At tilrettelægge undervisningen, så den kan engagere hver enkelt elev uanset forudsætninger, bliver sværere, jo flere elever der er i klassen. Danmarks Lærerforenings bud på en optimal klassekvotient er 18-24 elever. Men vi ser, at klassekvotienterne mange steder stiger år for år.
Hvis klassen er for stor, bliver det sværere at skabe den vigtige relation mellem lærer og elever. International forskning peger på tre afgørende vigtige kompetencer hos en lærer, og relationskompetencen er den vigtigste.

De to andre er kompetencen til at lede undervisningen i klassen (’klasseledelse’) og viden om faget og dets didaktik. At kunne skabe en tillidsfuld relation til hver enkelt elev er altså helt afgørende for, at eleven vil følge læreren og lade sig opsluge af arbejdet med faget.

Relationen kan ikke uddelegeres til kollegaer eller andre faggrupper, som arbejder med trivsel eller lignende. Relationen er uløseligt forbundet med undervisningen. Ofte taler man om, at eleverne skal trives for at lære noget, men det går begge veje.

God undervisning, hvor eleverne bliver optaget af stoffet, betyder bedre trivsel. Men det forudsætter, at læreren har mulighed for at tilrettelægge motiverende undervisning, der kan fange og rumme alle elever, og den opgave vanskeliggøres, hvis der er for få lærere til at varetage de mange undervisningstimer, og hvis klassen er for stor.

Vi ser masser af politiske bestræbelser på at forbedre kvaliteten i daginstitutioner og skole, men vi ser ganske lidt forståelse for, hvad der skal til for, at det kan lykkes. Mere dokumentation pålægges pædagogerne i landets daginstitutioner, og flere tests bliver en del af skolens hverdag, alt imens børnegrupperne vokser.

Hvis man i stedet bruger pengene på at sikre godt uddannede pædagoger og lærere ordentlige arbejdsvilkår, er der ikke behov for en detaljeret styring, ej heller nye koncepter eller værktøjer.

Tværtimod. For meget detailstyring og kontrol dræber arbejdsglæde, ejerskab og det nødvendige drive hos de professionelle, og det skader børnene. Veluddannede lærere og pædagoger er ikke samlebåndsarbejdere. De vælger deres metoder og værktøjer med afsæt i deres faglighed, det konkrete barn og børnegruppe/klassen og de krav, som formuleres i vores demokrati.

Vi vil gerne opfordre til, at man investerer i fremtidens samfund ved at investere i daginstitutioner og skoler, mindske overstyring, dokumentation og kontrol og sikre lærere og pædagoger god uddannelse og gode vilkår i arbejdet med vores børn og unge i Danmark.

Denne kronik er bragt i Politiken d. 4. februar 2019.