Nyheder

Gradvis genåbning af skolerne efter påske

Piger Skolegaard 1200
Regeringen har på et pressemøde mandag aften præsenteret sin plan for en gradvis genåbning af samfundet og skolerne. Danmarks Lærerforening bakker op om regeringens plan, siger formand Anders Bondo Christensen.

Statsminister Mette Frederiksen har på et pressemøde mandag aften fremlagt regeringens indledende plan for en gradvis genåbning af samfundet.

De mindste elever i 0.-5. klasse kan vende tilbage gradvist efter påske. Elever i 6.-10. klasse skal fortsat gå i skole hjemmefra, foreløbigt frem til 10. maj. Afgangseksaminerne for de ældste klasser er aflyst, og den seneste årskarakter vil blive gjort til prøvekarakter.

Statsministeren lagde på pressemødet vægt på, at rammerne skal være på plads lokalt, før den enkelte skole kan åbne op. Blandt andet skal undervisningen i vid udstrækning foregå udendørs, der skal være øget afstand og grundig rengøring. Derudover skal elever og medarbejdere blive hjemme ved sygdom.

De præcise rammer skal findes lokalt i samarbejde mellem sundhedsmyndighederne, kommunerne, lederne og medarbejderne. På pressemødet understregede Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at der vil komme en række sundhedsfaglige retningslinjer og anbefalinger, der skal bidrage til at sikre en forsvarlig åbning.

Danmarks Lærerforening bakker op om regeringens plan for en forsigtig genåbning af skolerne med udgangspunkt i sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

- Vi skal have skabt nogle rammer, der er trygge for eleverne, trygge for forældrene og trygge for lærerne. Nu skal vi lytte til sundhedsmyndighederne, og så skal vi lægge os i selen for at finde de gode, lokale løsninger, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening. 

Emner

Målgruppe