Nyheder

Støtteerklæring til det danske sundhedspersonale

Danmarks Lærerforening udtrykker sin respekt og anerkendelse for den store indsats, som ansatte i sundheds- og plejesektoren udøver i disse dage og uger.

Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse udtrykker vores store respekt for den fantastiske indsats, som i disse dage udøves af personalet på sygehuse, i plejesektoren og alle andre steder, hvor sundhedspersonalet arbejder på højtryk for, at vi alle kan komme så sikkert gennem COVID-19-pandemien som muligt.

Udgangspunktet er vanskeligt efter mange år med stadig strammere budgetter, men I løfter på trods af disse forhold kæmpestore opgaver med stort ansvar og engagement. Det afføder respekt og anerkendelse, som vi gerne vil udtrykke med denne udtalelse.

Vi opfordrer alle til at følge myndighedernes anvisninger om at mindske smittespredningen af hensyn til alle i samfundet - men ikke mindst af hensyn til jer i sundhedssektoren.

Vi står sammen i det danske samfund i disse dage, og den danske model gør, at arbejdsmarkedets parter arbejder sammen om, at vi i den offentlige sektor kan levere den fornødne fleksibilitet, samtidig med at arbejdsforholdene er så sikre og forsvarlige som muligt.

Tæt samarbejde mellem fagforeninger og arbejdsgivere er afgørende for, at vi sammen kommer gennem de kolossale udfordringer i de kommende måneder. Og I har et særligt behov for, at vi med udgangspunkt i den danske model sikrer, at jeres livsvigtige indsats sker under så forsvarlige forhold som muligt.

Tak for indsatsen – I har vores fulde opbakning!

På vegne af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening

Anders Bondo Christensen