Nyheder

Kronik: Forårets skole giver medvind til politisk opgør med styringen af folkeskolen

Coronakrisen har øget trivslen for mange i folkeskolen. Måtte det blive kickstarten til at komme af med den anden ondsindede reformvirus, der har skadet skolen i årevis.

»Jeg har oplevet en lang større grad af fleksibilitet. Selvfølgelig har der været et skema, som skulle følges, men hvornår man ellers gjorde hvad, har været op til én selv – bare man løste opgaven.

Tilliden til, at vi gør vores arbejde, er i den grad kommet tilbage og det motiveret mig (til ikke bare at gøre præcist det jeg skal, men måske lidt mere)«.

»Jeg oplever, at min relation til eleverne er meget bedre generelt og helt særligt til de elever, der før kunne være en udfordring. Jeg synes, det er hyggeligt at gå på arbejde hver dag, og jeg oplever, at både eleverne og jeg er mindre stressede«.

Ovenstående er to af mange lærerudsagn i en kommunal undersøgelse af skolehverdagen under coronarestrektionerne. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har besluttet, at der skal laves en systematisk opsamling på de erfaringer, vi har gjort i folkeskolen i den periode. Det er der rigtig god grund til.

Det er tankevækkende, at forældre til børn, der har diagnoser som adhd og autisme, ret samstemmende fortæller, at børnene trives bedre, og andre forældre kan fortælle, at deres børn aldrig har været gladere for at gå i skole.

Hvordan hænger det sammen med, at skolen og elevernes dagligdag på mange måder var presset af en række regler om håndhygiejne, afstandskrav og en række begrænsninger i udfoldelsesuligheder som ekskursioner og lejrskoler?

Jeg vil blandt andet med udgangspunkt i den kommunale undersøgelse tillade mig at tage forskud på ministerens opsamling ved at pege på to helt afgørende forhold: en markant styrkelse af lærer-elev-relationen og en langt større frihed for læreren til at vælge de bedst mulige metoder i undervisningen og dermed større tillid til lærerne.

Coronarestriktionerne betød, at eleverne er blevet undervist på langt mindre hold, hvilket har forbedret mulighederne for at styrke lærer-elev-relationen.

Undervisning af børn er en social proces, hvor klassens sociale fællesskab og relationen mellem lærer og elev udgør et helt grundlæggende fundament for elevens udbytte af undervisningen. Det gælder for alle elever, og det gælder i særlig grad for elever, der af den ene eller anden grund er i en udsat situation.

Denne erfaring fra forårets skole er på ingen måde overraskende. Internationalt er der stor fokus på lærernes relationskompetencer og lærernes muligheder for at udfolde dem. Vi ved, at disse kompetencer sammen med lærerens didaktiske kompetencer og evnen til klasserumsledelse er fundamentet for den gode undervisning og dermed elevernes udbytte af samme.

På tilsvarende vis er der solid viden om, at frihed og tillid til lærerne skaber bedre undervisning og dygtigere elever, så heller ikke denne erfaring kommer som nogen overraskelse.

Det er meget opmuntrende, at der øjensynligt er bred politisk enighed om, at disse erfaringer og denne viden skal bruges i den udvikling af folkeskolen, som mange politikere taler om i disse dage. Vores opfordring vil være, at lærerprofessionen, forskere og politikere sammen bruger vores fælles viden til at skabe bedre rammer for en god undervisning til eleverne.

Men hvorfor skulle der et påtvunget dramatisk pædagogisk og didaktisk eksperiment udført over night til for at åbne øjnene for denne erkendelse?

Den nordiske skoletradition, der ikke mindst i Danmark har et solidt afsæt i de grundtvig-koldske skoletanker, har i mange mange år været fundament for undervisningen og hele måden at holde skole på i Danmark – og den er netop kendetegnet ved ovenstående positive elementer.

Vi har øjensynligt haft en tendens til at tage disse forudsætninger for den gode undervisning som en selvfølge, og i ly heraf er fokus, energi og resurser gennem de seneste årtier skubbet i retning af den form for skoleudvikling, som den finske forsker Pasi Sahlberg har givet betegnelsen generel educational reform movement, som Sahlberg i øvrigt forkorter the GERM – en virus/bakterie, der spreder sig over hele verden.

Den angelsaksisk funderede skoletankegang bygger på en tro på, at stram målstyring, fulgt op med central kontrol af graden af målopfyldelse, vil sikre den enkelte elev det størst mulige udbytte af undervisningen.

Når den nordiske skoletradition tabte kampen til den angelsaksiske tankegang i den politiske debat, hænger det sammen med, at skole- og uddannelsespolitikken i massivt omfang blev underlagt den økonomiske politik. Det er et internationalt fænomen, der blandt andet kan ses af, at OECD satte sig massivt på den internationale skolepolitiske dagsorden.

Parallelt med OECD’s massive aftryk på skoledagsordenen oplevede mange lande på tilsvarende vis, at økonomerne i stigende grad satte sig på skolepolitikken, hvilket også skete i Danmark.

Fra midten af nullerne og frem til i dag har Finansministeriet haft en helt afgørende indflydelse på ikke blot økonomien i uddannelsespolitikken, men i høj grad også på indholdet. Diverse undervisningsordførere har undret sig over, at Finansministeriet var repræsenteret på udvalgsmøder og ved politiske forhandlinger, og skiftende ministre har oplevet, at Finansministeriet udgjorde en større hindring for ønskede ændringer end de politiske uenigheder partierne imellem.

Finansministeriet var en særdeles aktiv pennefører på oplægget til skolereformen, og da reformen blev præsenteret under Folkemødet på Bornholm i 2013, var det da også finansminister Bjarne Corydon, der trådte frem for pressen uden for Allinge Skole. Og Corydon betegner fortsat folkeskolereformen som den vigtigste reform, som han fik gennemført.

Med reformen havde the GERM for alvor gjort sit indtog i folkeskolen med mere end 4.000 obligatoriske læringsmål, en massiv indsats for at tvinge lærerne til at bruge læringsmålstyret undervisning som metode og et nationalt testprogram til at kontrollere målopfyldelsen.

Centrale beslutninger, der i mange kommuner blev fulgt op af lokale initiativer i form af datafunderet læringsledelse, it-funderet præfabrikerede læringsforløb, visible learning og lignende koncepter, som lærerne har svært ved at se meningen med, og som lægger beslag på massive økonomiske og tidsmæssige resurser og suger energi og engagement ud af skolerne.

Det groteske og begrædelige er, at mens den udvikling buldrede frem i Danmark, blev der internationalt større og større opmærksomhed på, at retningen var helt gal.

Pasi Sahlberg dokumenterede, at the GERM ikke førte til bedre resultater – tværtimod! Den umiddelbare forbedring af elevernes testresultater, der kunne konstateres i nogle lande, forsvandt igen, og samtidig blev elevernes faglighed reduceret på grund af alt for stort fokus på det, der blev målt og vejet.

OEDC ændrede da også markant signal og satte en styrkelse af lærernes self-efficacy øverst på dagsordenen i bestræbelserne på at styrke kvaliteten af elevernes undervisning. Begrebet self-efficacy er et todelt begreb, der dækker over lærernes evner og muligheder for at lave god undervisning og lærernes indflydelse på skolens og undervisningens udvikling. Et begreb, der derfor dækker mange af de positive erfaringer, som lærerne har gjort gennem foråret.

Selv den newzealandske skoleforsker John Hattie, der er taget til indtægt for mange af de initiativer, der er gennemført i Danmark, kaldte det en absurd prioritering, da han af daværende undervisningsminister Christine Antorini blev præsenteret for reformen.

Ellen Trane Nørby forsøgte at løsne det styringsmæssige greb om folkeskolen, og Merete Riisager fik efter en langvarig indsats ændret status på en stor del af de mange mål, så de fremover var vejledende i stedet for obligatoriske. Begge ministre oplevede en massiv modstand fra Finansministeriet i forhold til disse forsigtige forsøg på at skabe større frihed til skolerne og lærerne. Det på trods af at ingen af initiativerne kunne betegnes som revolutionerende.

Foråret blev på en måde et stort åbent laboratorium, der har bekræftet den viden, vi har fra forskningen og lærernes praksiserfaring.

Det har som nævnt skabt et politisk momentum for en afgørende ny dagsorden for folkeskolen. Det er imidlertid nødvendigt, at politikerne har viljen og den nødvendige vedholdenhed til at gøre op med den massive styring af skolen, som er et resultat af GERM’s indtog i Danmark.

Det indebærer blandt andet, at politikerne har modet til at vise lærerne og skolelederne den tillid, der er en helt nødvendig forudsætning for et reelt opgør med styringsregimet, og det forudsætter, at politikerne har viljen og fastheden til at sikre, at en ny dagsorden forplanter sig helt ud på skolerne.

I forlængelse af forligspartiernes opgør med de tusindvis af obligatoriske mål for undervisningen i folkeskolen erklærede undervisningsminister Merete Riisager og KL i fællesskab den læringsmålstyrede undervisning for stendød på Folkemødet i 2018.

Efterfølgende har KL og Danmarks Lærerforening i fællesskab afholdt en række konferencer, hvor vi sammen gav inspiration til, hvordan lempelserne i Fælles Mål kan afspejle sig i en undervisning, hvor lærerne i langt højere grad får råderum til at benytte deres fagprofessionel dømmekraft.

På trods af det hører vi stadig fra adskillige lærere, at intet er forandret i deres dagligdag. Nogle forvaltninger har helt tydeligt mere end svært ved at give slip på det styringspotentiale, der ligger i den læringsmålstyrede undervisning (og som var den reelle begrundelse for indførelsen af samme), mens udfordringen andre steder er, at den læringsplatform, som lærerne har til rådighed, er bygget op omkring principperne i den læringsmålstyrede undervisning.

Mange lærere har oplevet, at den instrumentalisering af undervisningen, der næsten uundgåelig følger i kølvandet på GERM, med et trylleslag forsvandt i forårets skole. Pludselig var læreren i langt højere grad frisat til at kunne udøve sin professionalisme til gavn for undervisningen.

En interessant iagttagelse, ikke mindst set i lyset af at politikerne i den grad har solgt den seneste skolereform på, at nu skulle eleverne have en mere varieret og anderledes og spændende undervisning. Det har lærerne bestemt lagt sig i selen for at skabe, men desværre har flere af reformens elementer udgjort et direkte benspænd for denne ambition.

Med mantraet »Jo mere eleverne er sammen med læreren, jo mere lærer de« udvidede politikerne elevernes skoledag med ikke mindre end 36 procent uden at ansætte en eneste ekstra lærer til at løfte opgaven – tværtimod har kommunerne over en årrække reduceret antallet af lærere med mere det dobbelte af, hvad elevudviklingen kunne begrunde.

Logikken var, at med mere end 4.000 centralt fastsatte mål og præfabrikerede undervisningsforløb behøvede lærerne ikke nær så meget tid til forberedelse og kunne derfor undervise langt flere timer. Det giver måske god mening ud fra et økonomisk rationale, men på ingen måde ud fra et pædagogisk-didaktisk rationale, og det giver bestemt ikke en mere varieret og spændende undervisning.

Med den nødlov, der blev indført i foråret, blev hele dette rationale opløst og erstattet af mindre hold, mere tid til den enkelte elev og lærere, der tog ansvar for at udvikle egen undervisning. Skolerne fik mulighed for at prioritere kvaliteten og ikke blot kvantiteten.

Fire timer med en velforberedt lærer, der har tid til den enkelte elev, er langt bedre end seks timer med en presset lærer, der styrter rundt til 28 elever. Sammenhængende undervisningsforløb og kontinuitet i lærergruppen gav netop mulighed for en mere spændende og varieret undervisning i forhold til en kunstig opdeling i undervisning og understøttende undervisning og mange lærerskift i løbet af dagen.

Disse erfaringer fra foråret er helt i overensstemmelse med mange læreres praksiserfaring og den viden, vi har fra den kvalitative forskning, hvor forskere med pædagogisk-didaktiske forudsætninger laver studier og observationer ude i klasselokalet. En forskning, der i øvrigt står i skærende kontrast til den dominerende ’forskning’, hvor såkaldte skoleforskere med udgangspunkt i testresultater, og diverse statistikker spytter letkøbte konklusioner ud på samlebånd.

I skolen holder vi spændt vejret i forhåbningen om, at politikerne med dokumentationen fra forårets skole vil tage denne viden alvorligt. Er de rent faktisk villige til efter drøftelser og samarbejde med forskerne og lærerprofessionen at justere folkeskoleloven, så lærerne får mulighed for og frihed til at udfolde deres professionalisme?

Får skolerne mulighed for reelt at prioritere kvaliteten i undervisningen? Er politikerne parate til at nedprioritere styringseksperterne i ministeriet og de kommunale forvaltninger og i stedet styrke de undervisningsfaglige kompetencer?

Kan vi få genskabt respekten og mulighederne for den afgørende lærer-elev-relation og aflivet den misforståelse, at læreren blot skal undervise, mens relationsarbejdet kan udliciteres?

Kan vi en gang for alle få gjort op med den evige jagt på mirakelkuren i form af diverse projekter, der hives ned over skolerne i en lind strøm og i stedet prioritere en massiv styrkelse af lærernes grunduddannelse og løbende opkvalificering?

Vi vil meget gerne sammen med politikere og forskere tage vores del af ansvaret for at realisere denne forandring.

Skal denne forandring for alvor forankres, og vil vi undgå, at Danmarks vigtigste samfundsinstitution, folkeskolen, bliver løbet over ende og eksempelvis reduceret til en fabrik af soldater til konkurrencestaten, som var grundtanken i Finansministeriets strategi, må vi sikre et langt stærkere fundament og en mere fælles kompasretning for folkeskolen.

Samtidig med at vi drøfter og gennemfører helt nødvendige justeringer af og i folkeskolen, er det derfor også vigtigt, at vi investerer kræfter og engagement i en grundlæggende debat om, hvad det er, vi som samfund vil med vores folkeskole. Den debat engagerer vi os hellere end gerne i.

 

Kroniken er først bragt i Politiken den 14. september 2020.