Nyheder

Danmarks Lærerforening: Skolerne kan ikke vente til det nye år på flere test

Danmarks Lærerforening vil have fart på testindsatsen på skolerne for de lærere og elever, der fortsat møder fysisk op i nødpasning og på specialskoler.

Coronasmitten i samfundet slår nye rekorder, og lærerne er den gruppe ansatte, som er hårdest ramt. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut. Næsten 2.400 undervisere blev testet positive for corona i uge 49, og smitten blandt lærerne er dermed højere end hos eksempelvis sygehuspersonalet.

Nu vil Danmarks Lærerforening have fart på testindsatsen på skolerne for de lærere og elever, der fortsat møder fysisk op i nødpasning og på specialskoler.

”Smitten på skolerne er skyhøj, og lærerne er en af de faggrupper, som er suverænt hårdest ramt af corona. Derfor skylder vi de børn og voksne, som fortsat møder ind på skolerne til nødpasning, i specialklasserne og på specialskolerne at passe godt på dem. Det gør vi blandt andet ved at skrue op for testkapaciteten, og det kan ikke vente til efter nytår,” siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

Undervisningsministeriet udsendte onsdag nye retningslinjer for skolernes genåbning 5. januar. Eleverne skal holde sig til deres stamklasser og ikke blande sig på tværs af klasser, der skal holdes afstand, og testkapaciteten skal skrues op. Lærere og elever opfordres til to ugentlige test, og der skal være testkapacitet både på skolerne og som gratis hjemmetest. Det har Danmarks Lærerforening presset på for længe, men ifølge Gordon Ørskov Madsen skal testene hurtigere ud til de lærere og elever, der fortsat møder fysisk på arbejde og i skole.  

”Det er helt afgørende, at vi får tydelige retningslinjer, og at testkapaciteten skrues op, når eleverne vender tilbage. Men vi skal huske, at ikke alle skoler er lukket ned. Derfor skal kommunerne sætte tempo på testindsatsen og sikre, at der er hjemmetest og testfaciliteter til stede, der hvor lærere og elever fortsat møder ind på skolen. Det er nødvendigt, hvis vi skal holde smitten nede,” siger Gordon Ørskov Madsen. 

Målgruppe