Nyheder

DLF kræver tydeligere retningslinjer, så medlemmerne kan gå trygt på arbejde

I løbet af den seneste uges tid har formand Gordon Ørskov Madsen i forbindelse med den stigende smitte efterlyst tydeligere retningslinjer, så lærerne kan gå trygt på arbejde.

Coronavirus er igen kategoriseret som en samfundskritisk sygdom. Og med den stigende smitte blandt eleverne er det nødvendigt med tydeligere retningslinjer, så lærerne kan gå trygt på arbejde. Det har formand Gordon Ørskov Madsen været ude at efterlyse.

"Vi skal have rengøringen tilbage på højeste niveau. Som det var tidligere. Der skal holdes mere afstand, og vi skal holde igen med at blande eleverne. Samtidig skal der være mulighed for at bruge visir i skolen igen,” siger Gordon Ørskov Madsen til Folkeskolen.dk

Og formanden har allerede været i dialog med Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

"Jeg har sagt tydeligt til ministeren, at der er brug for at gøre det helt klart for skolerne, hvilke anbefalinger, der gælder. Og jeg ved, der bliver taget initiativ til et fælles brev til alle skoler fra ministeriet, KL og Skolelederforeningen, hvor det bliver understreget, at anbefalingerne skal tages alvorligt," siger Gordon Ørskov Madsen.

Har du spørgsmål til din forholdene på din arbejdsplads, skal du kontakte din arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant eller din kreds, som kan hjælpe dig.

Læs information vedrørende coronavirus

Målgruppe