Nyheder

Debat: Inklusionsidealet løses kun gennem investeringer og tættere samarbejde

Da inklusionsloven blev indført, var det et smukt ideal, som er langt fra at lykkes. DLF foreslår derfor, at der skal findes brede, varige løsninger.

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

De seneste uger har vi gennem TV2-dokumentaren ”Smertens Børn” fået indblik i et enkelt klasseværelse og en hverdag, som naturligvis ikke er gældende i alle klasser og på alle skoler. Dokumentaren sætter dog et generelt fokus på et af de vigtigste og sværeste dilemmaer i den danske folkeskole. Nemlig idealet, der aldrig blev finansieret. Inklusionsopgaven.

Det er en lærerfaglig opgave at sikre, at alle børn kan tage del i undervisningen. Det kræver solidt lærerfagligt arbejde, viden, organisering og ikke mindst investeringer i den danske folkeskole. Med inklusionsloven i 2012 blev inklusion skrevet direkte ind i lovgivningen som en forpligtelse for skolerne. Færre elever skulle henvises til specialundervisning. Langt flere skulle inkluderes i den almindelige undervisning. Samtidig var der fokus på, at alle elever skal blive så dygtige som muligt. Kombineret med en tæt målstyring af undervisningen og i samspil med mærkbart flere undervisningstimer og mindre tid til forberedelse til den enkelte lærer. Ja, så er resultatet, at det inkluderende undervisningsmiljø rundt omkring på skolerne bliver udsultet.

Derfor bør vi interessere os for, hvordan vi lykkes med inklusion, og hvorfor vi ikke lykkes. Det handler om, hvordan vi kan gøre undervisningen mere alsidig med mange forskellige undervisningstilgange. Ofte kigger man tilbage som lærer og tænker: ”Det her kunne jeg have gjort bedre hvis…” Hvis hvad? Vi skal have fat i, hvad der har betydning for, at vi lykkes med undervisningen for alle elever. Der skal skabes plads til de diskussioner på skolerne, i kommunerne og i vores samarbejde om skolen.

Vi skal kunne sætte systematisk ind tidligere, inden afmagten tager over hos elever, forældre og lærere. Vi skal kunne etablere undervisning, som både tilgodeser elevens og fællesskabets behov. Før sommer gav et politisk flertal mulighed for at konvertere den understøttende undervisning til eksempelvis tolærerordninger, hvor undervisningen planlægges, gennemføres og evalueres af to uddannede lærere. Det har 84 procent af kommunerne valgt at gøre i indeværende skoleår. Det viser, at der allerede nu findes redskaber, som i hverdagen gør lærerne i stand til i højere grad at kunne se den enkelte elev. Muligheden bør gøres varig. Med andre ord: Den understøttende undervisning skal ikke tilbage!

Inklusionsopgaven er slet ikke i mål, men i stedet for at pege fingre ad hinanden, skal skolens parter sammen finder varige og holdbare løsninger. De bør findes i samarbejdet ”Sammen om Skolen”, i kommunerne og på skolerne. Men der skal skrues på flere skruer.

Der skal prioriteres tid til klasselæreropgaven. Den er krævende, men enorm vigtig for fællesskabet i klassen. I dag er der ikke afsat ekstra tid til at være klasselærer. Gøres det, styrkes klassens fællesskab. Det sikrer, at alle eleverne rummes.

Vi har brug for faglige ressourcepersoner, som kan være bindeled mellem skolen og forvaltningen. Tidligere fandtes cand.pæd.psych-uddannelsen. Den gav et rigtig godt samarbejde mellem psykologer med lærerbaggrund og psykologer uden. Den bør genetableres, så vi kan reagere hurtigere, når eleverne har brug for det. Samtidig skal specialpædagogik tilbage på skoleskemaet på læreruddannelsen, så de lærerstuderende rustes til at håndtere inklusion ude i klasseværelserne i dagligdagen.

Forslagene bør danne inspiration til en inklusionstjekliste, der kan bruges af den enkelte lærer og lærerkollegiet i samarbejde med skoleledelsen, men også af den enkelte lærerkreds i samarbejde med den kommunale forvaltning. Listen skal indeholde punkter, så man i samarbejdet er opmærksom på de allervigtigste faktorer, som skal være gældende i en inkluderende skole.

På listen kan man bl.a. tjekke af, om der er sikret ressourcer til den enkelte skoles ressourcecenter. Og om vi bruger den viden, der er på skolen og ekspertisen i PPR. Eller om forvaltningerne har budgetteret midler til at sikre undervisning til elever med behov for støtte på skolen. Listen er fortsat under udarbejdelse. Før den er fyldestgørende, skal alle parter rundt omkring skolen inddrages. Ikke mindst lærere, der kender til hverdagen, politikere der sætter rammerne og skolelederne, som prioriterer midlerne ude på skolerne.

Inklusionsopgaven løses bedst i fællesskab mellem lærere, skoleledere, politikere og forvaltninger. Derfor bør alle kommuner og skoler have en inklusionsstrategi. Derfor er det på tide, at idealet følges op af helt nødvendige investeringer. Uden investeringer og et tættere samarbejde, løser vi nemlig ikke inklusionsopgaven.

Indlægget er bragt i Politiken 29/11-2021.

Emner

Målgruppe