Nyheder

Debat: 5. oktober er Lærerens dag både herhjemme og internationalt

FN har indstiftet den internationale Lærerens dag 5. oktober, og i hele verden fejres lærerne i dag for det fantastiske arbejdede, de hver dag yder for vores børn og vores samfund, skriver Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening, og Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS.

Af Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening, og Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS

FN har indstiftet den internationale Lærerens dag 5. oktober, og i hele verden fejres lærerne i dag for det fantastiske arbejdede, de hver dag yder for vores børn og vores samfund. I nogle lande er der tradition for fest og optog, og i Danmark markeres dagen flere og flere steder af forældre og skoleledere. Ofte med flag og kager til lærerne fra morgenstunden. Og der er grund til at fejre lærere. Både i Danmark og over hele verden.

De seneste 18 måneder har været voldsomme for elever, lærere og forældre. Herhjemme er vi heldigvis tæt på at være tilbage til en normal hverdag, men for næsten alle andre af verdens lærere og skolebørn står den stadig på hjemmeundervisning og udgangsforbud. Hvis der i det hele taget er adgang til skolegang.

Mange steder i verden foregår hjemmeundervisningen ved, at læreren kæmper for at holde kontakten til sine elever ved at gå eller cykle fra hus til hus og give opgaver gennem brevsprækker.

Pandemien har vist den store ulighed, der findes i uddannelse. Den daglig undervisning står overfor en væsentlig anden udfordring, når der fx ikke er computere til børnene og digitale undervisningsmidler, og hvis internettet er ustabilt eller slet ikke er tilgængeligt. Steder, hvor en batteridrevet radio er en ubetalelig investering.

I Danmark viser tal fra Danmarks Lærerforening, at mange lærere under den første nedlukning har oplevet, at elever ikke har deltaget i hjemmeundervisningen pga. manglende adgang til computere og internet. Og det er i Danmark – et af verdens rigeste lande.

I verdens fattigste lande er det det samme billede, men uligheden er langt mere ekstrem. Millioner af børn og unge risikerer at ryge helt ud af uddannelsessystemerne.. Og det kan vise sig at blive meget værre, fordi skolerne i flere lande stadig er lukkede. Uden vacciner til lærere og uden rindende vand er en sikker genåbning langt væk.

Netop nu er der mere end nogensinde før brug for gode, veluddannede lærere. Verdens børns og vores fælles globale fremtid er afhængige af dem. Men Covid-19-pandemien har ført til en økonomisk krise, der allerede nu betyder, at 2/3 af udviklingslandene er nødt til at skære ned på allerede udsultede uddannelsesbudgetter. Det betyder færre skoler og bøger - og færre lærere.

Lærerens dag er en god anledning til at fejre lærerne . Og der er grund til at donorer som Danmark bakker op om elever og lærere internationalt ved at øge støtten til uddannelse i verdens fattigste og mest skrøbelige lande.

Indlægget er bragt i Avisen Danmark den 5. oktober 2021.

Læs indlægget hos Dagbladet Holstebro-Stuer