Pressemeddelelser

DLF: Lærerne glæder sig til at få de store elever tilbage i skolen

Eleverne i de ældste klasser kan vende tilbage til skolerne fra 18. maj. Lærerne glæder sig til at få de store børn tilbage, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Statsminister Mette Frederiksen har i dag torsdag meldt ud, at de ældste folkeskoleelever i sjette til tiende klasse kan vende tilbage til skolerne fra mandag den 18. maj. I Danmarks Lærerforening er man begejstrede for regeringens beslutning og glæder sig til at kunne byde de store elever velkommen tilbage.

- Vi har i den grad krydset fingre for, at smittetrykket i samfundet tillod en yderligere åbning af skolen i anden fase af genåbningen af samfundet. De ældste elever har siddet hjemme længe nu, og vi mærker et stigende behov for, at man kan vende tilbage til det fysiske fællesskab på skolerne. Derfor er vi glade for, at de store elever nu kan få lov at komme i skole igen, selvfølgelig i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Eleverne i de ældste klasser har modtaget digital nødundervisning i hjemmet, siden skolerne lukkede ned 16. marts i år. Danmarks Lærerforenings undersøgelser blandt foreningens medlemmer viser, at den digitale nødundervisning under omstændighederne har fungeret udmærket, men at den ikke kan erstatte den fysiske undervisning på skolerne. Blandt andet har nedlukningen store konsekvenser for de fagligt svage og udsatte elever.

- Lærerne har vist en enorm omstillingsevne, og man har lagt alle kræfter i at skabe så god nødundervisning som overhovedet muligt. Det er lykkedes, men samtidig har de seneste måneder tydeligt vist, at den digitale undervisning ikke kan erstatte det fysiske fællesskab på skolerne. Derfor er det godt, at de ældste elever nu kan komme tilbage til klassefællesskabet og deres lærere, siger Anders Bondo Christensen.

Han understreger, at den lange nedlukning af folkeskolen har haft konsekvenser for både trivslen og det faglige niveau hos mange elever. Derfor er der også behov for en fornuftig genopretning af folkeskolen, hvor skolens parter drøfter, hvordan man fremadrettet bruger ressourcerne mest fornuftigt.

Ifølge Anders Bondo Christensen kan man dog også tage positive erfaringer med fra corona-nedlukningen. Blandt andet oplever lærerne, at genåbningen for de mindste klasser, der på mange skoler har betydet kortere skoledage med flere lærere i klasserne, har givet helt nye muligheder for at skabe god undervisning.

- Vi har fået en masse gode erfaringer gennem den seneste tid. Blandt andet kan vi for alvor se betydningen af det fysiske fællesskab og relationerne mellem lærere og elever. De erfaringer skal vi naturligvis tage med os, også på den anden side af coronakrisen, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.