Pressemeddelelser

Finanslov 2022: Investeringer i læreruddannelsen er afgørende for fremtidens folkeskole

Regeringen mangler investeringer i læreruddannelsen i finanslovsudspillet. Det mener Danmarks Lærerforening

Hos Danmarks Lærerforening mener formand Gordon Ørskov Madsen, at finanslovsudspillet mangler at adressere en af fremtidens store udfordringer - nemlig forbedringer af læreruddannelsen.

"Vi skal have højnet studieintensiteten, og her er det mest afgørende, at de studerende får flere undervisningstimer, og at der bliver flere undervisere til at varetage undervisningen. Det koster penge. Derfor er det helt afgørende med yderligere finansiering af uddannelsen. Den finansiering fremgår ingen steder af udspillet, vi har set i dag – og det bekymrer mig", siger formand Gordon Ørskov Madsen.

Sidste efterår nedsatte daværende uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen en udviklingsgruppe bestående af Lærerstuderendes Landskreds, Danske Professionshøjskoler, KL og Danmarks Lærerforening, der i starten af oktober afleverer sine anbefalinger til forbedringer af læreruddannelsen.

”En bedre læreruddannelse koster penge, fordi de studerende skal have flere lektioner. Det er afgørende for fremtidens folkeskole, at de lærere, der bliver uddannet, er rustet til et langt og godt liv som lærer. I dag er frafaldet på læreruddannelsen enormt, og det kræver både en anden måde at tænke læreruddannelsen på – men også finansiering, som jeg desværre savner i det finanslovsudspil, som vi har set i dag”, siger Gordon Ørskov Madsen, formand i Danmarks Lærerforening.

Samtidig med præsentationen af finanslovsudspillet har finansministeren præsenteret regeringens ”Økonomisk Redegørelse”, der er en prognose på Danmarks økonomi i 2021. Her forudser regeringen, at vi ender med en vækst på 3,8 procent i år. Det er den højeste vækst i 15 år.

”Vi har fortsat behov for massive investeringer i folkeskolen generelt, hvor der over de seneste 10 år er forsvundet mere end 10.000 lærerstillinger i kommunerne. Hvis ikke det er nu, vi skal lave langvarige investeringer i kvaliteten af vores fælles folkeskole - hvornår er det så? Jeg håber, regeringen vil bruge en del af forhandlingsreserven på nødvendige investeringer i læreruddannelsen, når udviklingsgruppen om kort tid fremlægger sine visioner for forbedring af læreruddannelsen”.

Finanslovsudspillet nævner specifikt, at der kommer til at mangle arbejdskraft i de danske virksomheder. Her mener formand i Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen, at de langsigtede investeringer i arbejdskraftreserven også skal gøres i folkeskolen:

”Det er meget reelt, når vi ofte taler om mangel på blandt andet faglært arbejdskraft til de danske virksomheder. Men det er også vigtigt at huske investeringer i folkeskolen, der skaber grundlaget for alle videregående uddannelser – faglærte som akademiske”.

Yderligere kommentarer:

Gordon Ørskov Madsen, formand i Danmarks Lærerforening via pressechef Jens Dissing Munk de Klauman, telefon 30178874