Ligeløn kræver en tre-partsaftale – og politisk medspil

På tværs af de forskellige fagforbund på det offentlige område er der en udbredt enighed om, at nogle af de uligheder i lønniveau, der eksisterer i den offentlige sektor, ikke kan begrundes i uddannelsesniveau el.lign. De er mest af alt et resultat af nogle historiske tilfældigheder, og det skal vi have rettet op på. Tre-parts aftale er eneste gyldige løsning, når vi skal holde os inden for rammerne af aftalesystemet, skriver formand Gordon Ørskov Madsen.

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

I Forhandlingsfællesskabet tager vi os af overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte i regioner og kommuner. Vi har her et fælles ønske om at hæve lønnen for nogle af de grupper, der er for lavt lønnede. Det gælder især de traditionelle kvindefag, eksempelvis pædagogerne, som siden tjenestemandsreformen i 1969 har haft et lønefterslæb. Først og fremmest fordi det historisk har været sådan, at fagområder med mange kvinder var dårligere lønnet end fagområder med flest mænd. Opmærksomheden på problemet har været stigende gennem flere år – men uligheden mellem fagene eksisterer altså stadig.

De overenskomstforhandlinger, som blev afsluttet her i foråret, og som nu er til afstemning blandt medlemmerne i organisationerne, var naturligvis meget påvirket af covid19-situationen. Pandemien og de usikkerheder, den har betydet for dansk økonomi, har sat en snæver grænse for, hvor langt vi kunne nå. Det har betydet, at vores fokus på tværs i fagbevægelsen først og fremmest har været at sikre reallønnen for vores medlemmer. Det er vi heldigvis lykkedes med.

Til gengæld er vi ikke nået i mål med større udligning af lønniveauet mellem de forskellige faggrupper. For det kan vi ganske enkelt ikke. Vi har i årevis arbejdet på at løfte lønnen for nogle lavere lønnede grupper gradvist gennem overenskomstforhandlingerne, men vi må sande, at ligelønsproblematikken ikke kan løses ved forhandlingsbordet med arbejdsgiver alene. Selvom vi er enige om at løfte de grupper, der har et efterslæb, er der simpelthen ikke midler til at løse opgaven her. Vi kan forbedre og tage små skridt, men vi kan ikke tilnærmelsesvis rette op på skævhederne. Overenskomstforhandlingerne i foråret er blot endnu en runde, hvor vi ikke har kunnet leve op til vores egne ambitioner om mere lige løn.

Hver gang vi afsætter fælles midler til at mindske lønefterslæbet, tager vi fra andre offentligt ansatte, og det er ikke en holdbar løsning. Og selv hvis vi fortsætter ud af det spor, vil det tage mange årtier at rette op på et kønsskævt lønsystem, som det ser ud i dag. Der skal findes andre løsninger.

Ligelønsproblematikken er historisk, og den er politisk. På tværs af de offentlige fagforbund skal der derfor etableres trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Det er ikke en løsning at kaste håndklædet i ringen og blot bede politikerne om at finde en løsning. Nej, vi skal bruge det greb i den danske arbejdsmarkedsmodel, som vi hjar grebet til i ekstraordinære situationer – tre-parts forhandlinger. Det skal ikke være enkelte fagforbund, der appellerer til Christiansborg for at indgå særlige aftaler uden om aftalesystemet. Lønproblemet skal løses i fællesskab inden for den danske model.

I slutningen af 2008 blev den såkaldte ”Lønkommission” nedsat. Den skulle se på mulige lønskævheder på det danske arbejdsmarked – herunder ulige løn for samme arbejde og sammenhæng mellem uddannelse og løn. Lønkommissionens rapport kom i 2010 efter halvandet års arbejde, men det var sparsomt med klare konklusioner, vi ikke kendte i forvejen. Vi står reelt set stadig uden en entydig klarhed over hvilke faggrupper, der med rimelighed kan siges at skulle have løftet deres løn – og evt. hvor meget. Det må vi have skabt en fælles forståelse af.

Alle må efterhånden erkende, at de to parter på det offentlige arbejdsmarked ikke kan løse problemet alene. Derfor er det godt, at vi indenfor den danske model også har mulighed for tre-parts forhandlinger og aftaler. Tiden er kommet til, at vi i fællesskab tager et ansvar for at løse problemet med historisk betingede lønforskelle mellem faggrupperne.

Emner

Målgruppe