Nyheder

OK21: Aftale på plads for lærerne på det regionale område

Der er landet en aftale mellem LC og RLTN for lærerne på det regionale område. OK-aftalen forbedrer reallønnen og løfter lønnen ekstra for blandt andre børnehaveklasselederne.

Sidste weekend indgik Forhandlingsfællesskabet og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) forlig på det generelle område, og søndag aften blev Lærernes Centralorganisation og RLTN enige om en overenskomst for lærerne i regionerne.

- Vi har forhandlet i lyset af covid19, og de alvorlige konsekvenser og usikkerheder, pandemien har medført. Det har sat sine spor på overenskomsten, men vi står under omstændighederne med en god aftale, der på mange måder overfører resultatet fra det kommunale område, siger Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen. 

Aftalens ramme er på i alt 5,44 procent over tre år, heraf går 5,02 procent til generelle lønstigninger, mens 0,45 procent har været sat af til organisationsforhandlinger. Det er disse midler, der nu udmøntes for lærerne på DLF's område.

- Vi har fordelt de ekstra lønmidler bredt, men samtidig har vi haft særligt fokus på de grupper, der er for lavet lønnet. Det er professionsbachelorerne i ernæring og sundhed, og det er børnehaveklasselederne, siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening. 

Læs hele aftalen her.