Debat: Giv skolen frihed til at løse sin brede dannelsesopgave

Folkeskolens formål er at fremme den enkelte elevs alsidige udvikling og danne eleverne til at blive aktive deltagere i et demokratisk samfund. Det er en bred og ambitiøs opgave. Folkeskolen er vores vigtigste samfundsinstitution, og dens grundlæggende betydning for fællesskabet og for den enkelte elev afspejler sig bl.a. i, at vi i den løbende samfundsdebat om alt fra kønsidentitet til formuepleje ofte ender med at konkludere, at problemerne må løses i folkeskolen. Det viser, at vi grundlæggende er enige om folkeskolens kolossale opgave og betydning.

Men kan – og skal – folkeskolen løse alle samfundets problemer? Nej selvfølgelig ikke. Alene fordi målsætningen om at danne gode samfundsborgere i høj grad må tage udgangspunkt i diskussionen om, hvad det er for et samfund, vi ønsker. Og i et samfund i konstant forandring må folkeskolens almendannende opgave først og fremmest forstås som et ideal, som hele tiden er til debat i takt med, at samfundet ændrer sig. Her ligger også en væsentlig forklaring på, at strømmen af nye opgaver, skolen bør tage sig af, tilsyneladende er uendelig. Det giver god mening, at folkeskolen skal undervise i digital dannelse og teknologiforståelse, men det havde ingen set komme for 20 år siden.

Den lange liste over emner, der bør indgå i folkeskolens undervisning, vokser hele tiden. Og set emne for emne giver de ofte god mening – for ja, både Mohammedkrise, spiseforstyrrelser, iværksætteri og salmesang hører vel på den ene eller anden måde til som emner i skolens brede dannelsesopgave. Man kan som lærer nemt blive forpustet ved tanken om den ”stoftrængsel” i fagene, som folkeskolen oplever lige nu. Der er alt for mange emner og temaer i fagenes beskrivelser, der betyder, at man kun når overfladisk hen over det meste. Der er ikke tid til at gå i dybden. Vi skal nå for meget – og vi risikerer i realiteten ikke rigtig at nå noget. Det er som om vi sætter lighedstegn mellem fagenes mange mål, og det eleverne lærer. Sagt med andre ord: Vi må sætte os for at nå meget mindre – fordi så når vi meget mere!

Et andet grundlæggende problem for skolen er, at man fra politisk side gennem en årrække ikke alene har brugt kræfter på at styre hvad undervisningen skulle indeholde, men også hvordan det skulle foregå. PISA og andre internationale præstationssammenligninger har sat rammen for debatten og har dannet det politiske bagtæppe for skolepolitikken. Det har udmøntet sig i et omfattende system af nationale test, elevplaner, målstyring, uddannelsesparathedsvurderinger osv., der er lagt ned over folkeskolen som udtryk for skolens kvalitet. Fælles for alle disse tiltag har været fokus på de dele af undervisningen, som man umiddelbart kan måle resultaterne af. Risikoen ved den skoletænkning er, at undervisningen ender som en tjekliste over emner, der skal overstås – uden tid til fordybelse og refleksion.

Samme tendens har vi set i udvandingen af den vigtige klasselærerfunktion og ændring i klassens time. Den del af undervisningen, som har fokus på fællesskabet og på de emner, der falder uden for den egentlige fagrække er simpelthen blevet nedprioriteret.

Heldigvis er der med det brede samarbejde om folkeskolen blæst nye vinde over skolepolitikken. Debatten om praksisfaglighed i undervisningen er et godt eksempel på en fælles erkendelse af, at folkeskolen har andre og vigtigere formål end at ligge højt på PISA-ranglisten. Det er min klare overbevisning, at vi skal holde fast i folkeskolens brede dannelsesopgave. Og så skal vi lade skolerne prioritere selv ud fra overordnede beskrivelser af fagenes formål og indhold. Vi kan kun lykkes med den ambitiøse opgave, hvis skolerne får frihed til at prioritere arbejdet i forhold til sine rammer og muligheder og den konkrete elevgruppe.

Læs indlægget i Altinget.