Debat: Børn og unge skal hjælpes, længe inden de har brug for psykiatrien

Debatindlæg af:

• Birgitte Conradsen, næstformand i BUPL
• Regitze Flannov, formand i Undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening
• Dea Seidenfaden, fungerende formand i Dansk Psykologforening
• Ditte Brøndum, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening
• Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Vi venter ikke med at hjælpe et barn med at børste tænder, til tandlægen har boret de første huller. Og vi venter ikke med at vise et barn, hvordan man ser sig for i trafikken, til det har været en tur på skadestuen.

Men når børn og unges mistrivsel stiger til et uhørt højt niveau, er der desværre en tendens til kun at fokusere på symptombehandlingen og glemme alt om forebyggelse.

Det er ikke alene dyrt, det er først og fremmest synd for de børn og unge, som kunne være hjulpet tidligere, så de aldrig havde fået behov for psykologhjælp, medicin eller indlæggelse.

Derfor er det i vores øjne afgørende, at arbejdet med den kommende tiårsplan for psykiatrien får et bredere perspektiv end alene sundhedssektoren. Ellers risikerer vi, at det bygger på de forkerte præmisser, når sundhedsministeren indkalder til de første forhandlinger.

Ministre og ordførere for børn, undervisning og socialområdet bør blive inddraget sammen med deres kolleger på sundheds- og psykiatriområdet. Vi er også mange organisationer med specialviden på hvert sit felt, der hellere end gerne bidrager.

Mistrivsel er ikke den enkeltes problem
Lad os starte med at slå én ting fast med syvtommersøm. Børn og unge i mistrivsel skal have den hjælp, de har brug for, og de skal have den hurtigere, end det sker i dag. Men vi skal have højere ambitioner end alene at behandle os ud af problemet. Vi skal sigte mod at vende den eskalerende mistrivsel ved at forebygge, at mistrivslen overhovedet opstår.

Først og fremmest skal vi stoppe med at se mistrivsel som et problem, der kun bor i barnet og skal løses hos barnet. For når et barn mistrives, er det et udtryk for, at barnet forsøger at fortælle, at der er noget galt i miljøet omkring det. Det skal vi tage dybt alvorligt. Derfor skal vi blive meget bedre til at se på betingelserne for de fællesskaber, som børn og unge indgår i.

Det kræver blandt andet, at vi skaber bedre rammer for det tværprofessionelle samarbejde om børn og unge i hverdagen, så vi kan reagere ved den allerførste bekymring for trivsel og udvikling eller mislyde i fællesskabet.

Vi skal vende bøtten, så støtte ikke kun er noget, der gives til det enkelte barn, når mistrivslen først er opstået, men også gives forebyggende og med fokus på at sikre barnets deltagelse i fællesskabet. Det gælder for eksempel forebyggelse af mobning og eksklusion, som vi ved medfører risiko for alvorlig mistrivsel eller udfordringer i hjemmet.

Konkret skal pædagoger og lærere i børn og unges hverdag have tid til at støtte barnet og både se og reagere, når det har brug for hjælp til at være i børnefællesskabet, eller barnet viser de første tegn på mistrivsel.

Samtidig skal der være let adgang til at inddrage en PPR-psykolog eller en socialrådgiver, ligesom vi skal blive meget bedre til at bruge den viden, sundhedsplejersken har om både familien, barnet og den unge samt bruge sundhedsplejerskens kompetencer i forhold til opsporing og indsatser.

En opgave på tværs af fagområder
Hvis vi skal lykkes med at skabe et bedre tværfagligt samarbejde, bør sundhedsministeren gå forrest og vise, at arbejdet på tværs af fagområder begynder på Christiansborg. Børn og unges mistrivsel er ikke et enkelt problem at løse, derfor giver det heller ikke mening, at én minister eller én faggruppe står med det alene.

Vi skal hjælpe hinanden med at få det fulde billede af børnenes og de unges liv og de vilkår, de vokser op under. Kun på den måde kan vi skabe lovgivning og politiske initiativer, som går på tværs af ministerier, og som forhåbentlig kan resultere i den mest ambitiøse plan for at sikre vores børn og unges trivsel nogensinde.

Hvis vi skal lykkes, kræver det også et løft af almenområdet. Vi ved, at pædagoger og lærere ofte er de nærmeste voksne, ud over forældrene, som børn og unge vil dele svære følelser og udfordringer med. Den føling med det enkelte barn og tid til at tage de svære snakke er mange steder ikke til stede.

Derfor vil vi opfordre til, at regeringen genopliver Regeringens Børneudvalg, som havde til opgave at sikre, at vilkår og betingelser i børnelivet altid blev inddraget i forbindelse med ny lovgivning. Som det er nu, ender børneområdet alt for ofte som en biting, der falder mellem flere stole, når der laves ny politik. Det er helt oplagt, at børnenes statsminister tager den opgave på sig.

Alle børn og unge, som mistrives, skal have den behandling, de har brug for. Men vi skal samtidig gøre alt for at knække kurven og forebygge, at børn og unge får brug for behandling. Det kan vi kun gøre, hvis vi arbejder tæt sammen og sætter ind, før problemerne opstår.

Indlægget er bragt i Information d. 13. juni 2022