Nyheder

Ny lov om evaluering og bedømmelse i folkeskolen vedtaget

Folketinget har vedtaget en ny lov om test, evaluering og bedømmelse i folkeskolen, der blandt andet afskaffer uddannelsesparathedsvurderingerne og de nationale test i deres nuværende form. DLF kalder loven et stort skridt i den rigtige retning.

Folketinget har i dag vedtaget ny lovgivning om test og evaluering i folkeskolen. Danmarks Lærerforening kalder det et stort skridt i den rigtige retning og opfordrer til lokalt samarbejde om en evalueringskultur, der giver mening på skolerne.

Den nye lov bygger på en politiske aftale, der er blevet til i samarbejde med partnerskabet ”Sammen om skolen”, hvor skolens parter er blevet inddraget i tilblivelsen af det nye evaluerings- og bedømmelsessystem. For Danmarks Lærerforening har det været afgørende, at brugen af test og evaluering i folkeskolen indrettes, så den styrker lærernes muligheder for at levere god undervisning.

Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, siger i forbindelse med vedtagelsen af den nye lovgivning:

- Test og evaluering i folkeskolen har alt for længe været et udtryk for politisk skrivebordsarbejde uden kontakt til skolens hverdag. Det har ikke givet mening i undervisningen, og det har været en stressfaktor for den enkelte elev. Folkeskolen er vores vigtigste samfundsinstitution, og jeg anerkender, at samfundet har et behov for at følge kvaliteten i folkeskolen. Men det må ske på en måde, så det understøtter undervisningen og styrker elevernes udbytte i skolen.

- Danmarks Lærerforening har sammen med Skolelederne og KL haft en række fælles forslag til, hvordan vi kan arbejde med test og evaluering i folkeskolen. Når de tre parter er enige, er det et oplagt udgangspunkt for en holdbar politisk løsning, og det synes jeg afspejler sig i den nye lovgivning. Det viser styrken i det nye samarbejde i ”Sammen om skolen”.

- Den nye lovgivning indeholder klare forbedringer. De obligatoriske test bliver begrænset til læsning og matematiske færdigheder, og de kommer til at ligge i starten af skoleåret. Samtidig vil store dele af de test- og evalueringsredskaber, der bliver stillet til rådighed, blive frivillige. Det er et væsentligt fremskridt.

- Den kommende tid bliver det op til de lokale parter at skabe en evalueringskultur, som giver mening på den enkelte skole. Det samme gælder den såkaldte ”meddelelsesbog”, som kommer til at erstatte elevplanerne. Jeg vil opfordre til, at samarbejdet om test og evaluering får høj prioritet og tager udgangspunkt i, hvad der giver mening på den enkelte skole. Det kræver stærke samarbejder mellem parterne i kommunerne og på skolerne. Det er også en væsentlig del af den politiske aftale, der ligger til grund for lovgivningen.