Nyheder

Debat: Danmark skal være et digitalt foregangsland - Lad os styrke fagligheden med digitale fora til lærerne

Sammen med Netcompany slår vi et slag for, at Danmark skal være et digitalt foregangsland.

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening og André Rogaczewski, adm. direktør Netcompany

Lærerne i folkeskolens fag gør løbende brug af kortere eller længere undervisningsforløb, som de henter inspiration til fra kolleger, fra professionelle udbydere eller andre steder. Men de platforme eller fora, hvor undervisningsforløb deles eller udbydes, er for tilfældige og uoverskuelige. Og ofte oplever lærerne dem som alt for styrende ift. mulighederne for at tilrette undervisningen, så den modsvarer elevernes behov. Der er behov for en debat om, hvordan vi kan sikre professionelle digitale rum, hvor lærerne frit kan inspirere hinanden og styrke fagligheden i deres undervisning.

Undervisningsministeriet var allerede i midten af 1990’erne ude med en meget bred platform ved navn ”Skolekom”, som lærerne bl.a. kunne bruge til deling af erfaringer med undervisningsforløb i fagene. Men platformen blev med tiden forældet og til sidst helt nedlagt i 2019. I stedet er det blevet mere tilfældigt, hvor og hvordan lærerne deler erfaringer. Det kan f.eks. ske på de sociale medier eller forskellige fora etableret af kommunerne.

De såkaldte ”læringsplatforme” har også været et forsøg på at opfylde behovet, men de har fra starten været koblet op på en række politisk bestemte mål. De har snarere begrænset end udvidet lærernes muligheder for at tilrettelægge en undervisning, som udfordrer den enkelte klasse og den enkelte elev. Platformene er ejet af kommunerne, og det er ikke nødvendigvis muligt at dele erfaringer og viden på tværs af kommunegrænserne.

Danmark er - og skal være - et digitalt foregangsland. Også på folkeskoleområdet. Der er behov for en grundlæggende debat om, hvordan vi sikrer, at fremskridt og gode ideer til undervisningsforløb, materialer og programmer bliver delt på tværs af skoler og kommuner. Men det skal ske på den alsidige undervisnings præmisser og med det klare formål, at lærerne får mulighed for frit at hente inspiration til en undervisning, som de finder relevant i forhold til de klasser og de elever, de har ansvar for. Ellers er det på forhånd dømt til at mislykkes.

Lærernes fagblad Folkeskolen har udviklet en række ”faglige netværk” for fagene i folkeskolen, som lærerne har taget godt imod og i vid udstrækning gør brug af. Ikke mindst i regi af de såkaldt ”faglige foreninger”, som lærerne i mange år har dannet for at debattere indhold og didaktik i de enkelte fag. En debat om et fælles digitalt rum for udveksling af faglighed mellem lærerne bør tage udgangspunkt i de faglige netværk.

Hvad er det så for krav, vi skal stille til et evt. nyt digitalt forum? Det må ikke ensrette eller strømline erfaringsudvekslingerne mellem lærerne – men tværtimod gøre dem lettere og mere gennemsigtige. Det skal etableres og udvikles af lærere. Det skal tænkes sammen med fagbladet Folkeskolens faglige netværk. Det skal være et professionelt forum for lærere over hele landet. Det skal løbende udvikles af brugere/lærere. Det skal udelukkende være til frivilligt brug og inspiration. Og målsætningen skal være at styrke fagligheden, kvaliteten i undervisningen og lærernes valgmuligheder i tilrettelæggelsen af undervisningen.

Det er næsten en naturlov, at den digitale udvikling betyder, at de løsninger og forslag, vi kommer med i dag, er forældede i morgen. Ingen forestiller sig at etablere en evigt gyldig platform for fælles erfaringsudveksling mellem lærerne i folkeskolen. Men området er lige nu præget af så meget tilfældighed, at vi skal tage debatten om, hvordan vi kan sikre et fælles professionelt digitalt forum, hvor lærerne kan udveksle viden og erfaringer om, hvordan vi sikrer den bedste undervisning. Det vil både styrke undervisningen og gavne lærerne og vores børn.

Indlægget er bragt i Skolemonitor 4. marts 2021.