Nyheder

DLF bliver part i overenskomst med Den Musiske Helhedsskole

Danmarks Lærerforening har nu overenskomst med Den Musiske Helhedsskole i Hillerød. Socialpædagogerne er også part i overenskomsten, som sikrer, at lærerne på skolen får bedre løn og en arbejdstidsaftale.

Danmarks Lærerforening er på vegne af Lærernes Centralorganisation (LC) blevet part i overenskomsten mellem Socialpædagogerne og Den Musiske Helhedsskole, som ligger i Hillerød. Danmarks Lærerforening dækker de lærere, der underviser på skolen.

Morten Refskov, der er formand for Overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening, er meget tilfreds med aftalen.

”Fællesskabet er bedst, når det kæmper sammen og sikrer ordnede forhold for hinanden. Det er netop det, vi har gjort sammen med Socialpædagogerne, og nu er det sikret, at de lærere, der er ansat på Den Musiske Helhedsskole får løn- og arbejdsvilkår på samme niveau som i kommunale heldagsskoler. Det her er en solid aftale, som vi er meget tilfredse med,” siger Morten Refskov.

Også hos Den Musiske Helhedsskole er Dorte Skovhus, Organisations- og Behandlingsleder og Claus Mortensen, Organisations- og Skoleleder tilfredse med, at Danmarks Lærerforening også er part i overenskomsten:

”Vi er stolte af at være en del af en historisk overenskomst med Socialpædagogerne og Danmarks Lærerforening. En aftale der sikrer både lærere og pædagoger fælles vilkår, så de i fællesskab kan løfte den opgave at sikre trivsel og udvikling for nogle af samfundets mest udsatte elever.”

Med overenskomstaftalen får lærerne på Den Musiske Helhedsskole samme lønniveau som lærere, der er ansat i de kommunale heldagsskoler. De får også en arbejdstidsaftale, som passer til, hvordan hverdagen ser ud på dagbehandlingsskolen. Ifølge Morten Refskov har forløbet været eksemplarisk for, hvordan en overenskomst kan forhandles hjem.

”Det har været et ret enkelt forhandlingsforløb, hvor alle tre parter har ønsket hinanden. Den viser, at det faktisk ikke er så farligt at tegne overenskomst. De nye vilkår er da også klare forbedringer for lærerne, der udfører et lærerfagligt arbejde. Det sætter en streg under, hvorfor det er godt at være ansat på en overenskomst foruden de mange andre fordele, der er ved at være med i et fællesskab,” siger Morten Refskov.

Overenskomsten trådte formelt i kraft den 1. januar 2022.

Målgruppe