Nyheder

Flere børn med særlige behov i børnehaveklasserne

Langt størstedelen af børnehaveklasselederne oplever, at der er kommet flere børn med særlige behov - uden at der medfølger ressourcer.

Danmarks Lærerforening har taget temperaturen på landets børnehaveklasser med en undersøgelse blandt knap 1.000 børnehaveklasseledere om elever med særligt behov.

Langt størstedelen af børnehaveklasselederne - 85 pct. - oplever, at der er kommet flere børn med særlige behov sammenlignet med for fem år siden.

Næsten lige så mange svarer, at der ikke følger ressourcer med disse elever, og over halvdelen af børnehaveklasselederne har sjældent eller aldrig mulighed for at få den nødvendige støtte til elever med særlige behov.

Det går hårdt ud over børnehaveklasseledernes dyrebare tid til eleverne. Knap 9 ud af 10 børnehaveklasseledere svarer nemlig, at de kun i nogen eller mindre grad har tid til at tage sig af den enkelte elevs trivsel.

Formand i DLF Gordon Ørskov Madsen mener, at undersøgelsen kalder på handling.

"Det er her, at grundtrygheden, klassefællesskabet og opfattelsen af, hvad det vil sige at gå i skole, bliver etableret. Derfor er børnehaveklassen i den grad vigtig for, hvordan eleverne klarer sig senere hen," siger han og fortsætter:

"Det er klart, at står børnehaveklasselederen alene med 26 elever, så bliver det stramt. Derfor er det vigtigt med ekstra hjælp i 0. klasse, fordi der er kommet flere børn med særlige behov," siger han.

Læs resultaterne fra undersøgelsen her.