Nyheder

Lærerkongres sender klart signal til politikerne: Folkeskolens udfordringer skal løses

Folkeskolen står over for markante udfordringer, der kræver investeringer. Inklusionsudfordringer skal løses, og der skal skabes større overskud hos lærerne. Det er budskaberne fra DLF's kongres til det nyvalgte folketing.

De seneste to dage har 300 delegerede været samlet til Danmarks Lærerforenings årlige kongres. Her har de blandt andet forholdt sig til to udfordringer, der er helt centrale for lærerne og folkeskolen: Udfordringerne med inklusion og mistrivsel blandt børn og unge samt rammer og vilkår for lærernes arbejdsliv.

"Kongressen har sendt et helt tydeligt signal til det nyvalgte Folketing om, at inklusionsudfordringerne i folkeskolen må og skal løses. Vi skal sikre, at der er rammer for arbejdet i folkeskolen, som giver lærerne bedre muligheder for at kunne lykkes med opgaven. Det kræver, at politikerne er med til at tage ansvar og finde løsninger, og at det nyvalgte folketing investerer i vores folkeskole," siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening. 

Den fejlslagne inklusion og den stigende mistrivsel er de største udfordringer i folkeskolen. Lærerne spiller en helt afgørende rolle i at sikre, at alle elever får den undervisning, de har krav på. Men ressourcer, rammer og ambitioner hænger ikke sammen. Det blev derfor vedtaget, at Danmarks Lærerforening skal arbejdes for et systematisk og forpligtende samarbejde nationalt, kommunalt og på den enkelte skole.

Samtidig har kongressen sendt et tydeligt signal om, at der skal tilføres midler og ressourcer til arbejdet med inklusion til gavn for alle elever. Folkeskolen skal være det naturlige førstevalg for både lærere, elever og forældre, og det kræver investeringer. 

Arbejdsmiljøet og mulighederne for at kunne lykkes med opgaven halter bagefter på mange skoler. Kongressen har derfor vedtaget, at foreningen skal arbejde for at professionen står stærkt både centralt og ude på den enkelte arbejdsplads. Lærerne skal have tid, rammer og overskud til at indgå i den pædagogiske samtale og større indflydelse på skolens prioriteringer, og flere lærere skal opleve, at deres engagement og bidrag skaber konkrete positive forandringer for skolen og deres arbejdsliv. 

Målgruppe