Nyheder

Danmarks Lærerforening opfordrer Lizette Risgaard til at gå af som formand for FH

En enig hovedstyrelse i Danmarks Lærerforening udtrykker efter et ekstraordinært møde sent fredag eftermiddag mistillid til Lizette Risgaard og opfordrer hende til at gå af som formand for FH.

Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse har været samlet sent fredag eftermiddag til et ekstraordinært møde. Her har en enig hovedstyrelse udtrykt mistillid til Lizette Risgaard som formand for FH.

Derfor opfordrer Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, Lizette Risgaard til at trække sig som formand.

”Det at være tillidsvalgt kommer med et særligt ansvar. Og den adfærd, Lizette Risgaard har erkendt, er uforenelig med at være formand for FH. Derfor har vi i Danmarks Lærerforening ikke længere tillid til Lizette Risgaard som formand og opfordrer hende til at trække sig,” siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

”Jeg er rystet, skuffet og vred over de historier, der er kommet frem. Vores fornemmeste opgave i fagforeningerne er at sikre, at medlemmerne kan gå trygt på arbejde. Det gælder naturligvis også valgte og ansatte i fagbevægelsen,” siger Gordon Ørskov Madsen.

Hovedstyrelsesmødet i Danmarks Lærerforening fandt sted, efter at FH’s forretningsudvalg mødtes fredag morgen.

”Det er en alvorlig sag, og jeg har haft behov for at tænke mig grundigt om og vende situationen med mit bagland. Det har jeg nu gjort, og der var en klar tilkendegivelse af, at tilliden er brudt. Nu skal vi sikre, at vi kommer til bunds i omfanget af de her sager, så vi kan sikre, at de ikke gentager sig,” siger Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen.

Emner

Målgruppe