Nyheder

DLF: Trivselskrisen udfordrer fællesskabet

Skal vi løse trivselskrisen, skal vi styrke børn og unges fællesskaber både i skolen, derhjemme og i fritidslivet, mener Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

Forventningsfulde seksårige, der pakker skoletasken for første gang. Ferieglade teenagere, der møder ind til nye fag. Lærere – nye som gamle – der med ny energi er klar til at arbejde for elevernes faglige og personlige udvikling. I disse dage myldrer livet tilbage i landets skolegårde, når mere end en halv million elever tager hul på et nyt år i folkeskolen. 

Nogle problemer kan sommerferien have gjort kål på. Svære fag, der blev afsluttet. Bekymringer, der aldrig blev til virkelighed. Konflikter, der nu har lagt sig. Men nogle udfordringer er de samme, når vi vender tilbage til skolen – desværre. Og trivselskrisen blandt vores elever er efter al sandsynlighed en af dem. 

En ny undersøgelse foretaget af Danmarks Lærerforening viser, at 95 pct. af lærerne har en eller flere elever, der mistrives enten fagligt eller socialt. 58 pct. af lærerne har endda mere end tre elever, der ikke har det godt. Samtidig oplever 76 pct. af lærerne, at skolevægring blandt elever er et stigende problem sammenlignet med for fem år siden.

Kort sagt: Der findes udfordringer så store, at selv ikke sommerferier kan trylle dem væk, og trivselskrisen er en af dem. Den er kompleks, og der findes ingen mirakelkur imod den. Men gennem vores faglighed og de mange timer, vi tilbringer med eleverne, har vi lærere alligevel nogle gode bud på, hvad der skal gøres.

For at nævne et par konkrete eksempler bør vi tilføre den pædagogisk-psykologiske rådgivning (PPR) flere ressourcer, så vi kan nedbringe de lange ventelister på hjælp. Indføre en ny skolepsykolog-overbygning til lærere, så PPR bemandes af medarbejdere med et større kendskab til undervisningen og skolens praksis end i dag. Flere timer med to lærere i klassen, så der bliver mere tid til den enkelte elev og klassefællesskabet. Og styrke samarbejdet mellem de mange myndigheder, der har at gøre med et barn i mistrivsel, så hjælpen ikke drukner i administration.

Men ud over disse vigtige, konkrete tiltag er trivselskrisen mere overordnet et tegn på, at de fællesskaber, der holder vores samfund sammen, er udfordret. At bolværket om vores børn og unge er blevet svækket. Det er et en grundlæggende udfordring – både fordi fællesskabet har en værdi i sig selv, men også fordi, at det altid er de mest udsatte, der rammes først, når fællesskabet slår revner. 

Desværre er skolens fællesskab gennem længere tid blevet nedprioriteret ret konkret til fordel for den enkelte elevs præstationer: Klasselærerfunktionen er udhulet, klassens time er afskaffet og der er kommet et øget fokus på test og målbare præstationer. Denne udvikling skal vi vende, hvis skolens fællesskab skal styrkes.

Men der er også brug for, at vi tænker hele vejen rundt om børn og unges liv, for børnenes fællesskab er større end det, der sker i skolen. Børn og unge skal opleve stærke fællesskaber både i skolen, derhjemme og i fritidslivet. At værne om fællesskabet – både i og uden for skolen – er derfor en akut og bunden opgave, hvis vi skal lykkes med at komme trivselskrisen til livs.

Indlægget er bragt i Jyllands-Posten den 11. august 2023.