Nyheder

Lærere og forældre: Invester i folkeskolen

Der er behov for investeringer i folkeskolen og bedre tid til at sikre trivslen og den gode undervisning. Det mener både lærere og forældre til børn i folkeskolen, viser nye tal fra Danmarks Lærerforening.

Støj i undervisningen, mange vikartimer og manglende hjælp til elever med særlige behov. 

Det er de største udfordringer for elevernes skolegang i Danmark - i hvert fald hvis man spørger børnenes forældre. Blandt lærerne er det særligt manglende tid, både til eleverne, klassen og den gode undervisning, samt børnenes trivsel, der vækker bekymring. Det viser en ny undersøgelse, Danmarks Lærerforening har fået foretaget blandt henholdsvis lærere og forældre til børn i folkeskolen. 

Ifølge formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, viser forældre og læreres bekymringer, at der er behov for at sætte ind på andre måder, end man gør i dag:

"Der er behov for investeringer, der kan styrke fællesskabet og den gode undervisning. Politikerne har mange gode ambitioner om en bedre og mere varieret folkeskole, men det fører ingen vegne, hvis ressourcerne ikke følger med," siger DLF-formanden.

Hos forældrene mener formand for Skole og Forældre, Rasmus Edelberg, også, at det er nødvendigt med flere investeringer i folkeskolen:

"I alt for mange kommuner er det lige nu skolerne, der står for skud. Der skal spares, og det går ud over børnene. Vi taler om alt fra lejrture til læseindsatser, der bliver sparet væk. Det er den helt forkerte vej at gå, hvis man vil sikre børnenes trivsel og styrke fællesskaberne," siger Rasmus Edelberg, formand for Skole og Forældre.  

Undersøgelsen viser, at flere timer med to lærere er forældrenes foretrukne løsning. Og det er en løsning, som også finder opbakning hos lærerne:

"Vi er meget enige med forældrene her. Flere lærere i klassen giver ro og plads til faglig fordybelse, samtidig med at det er med til at styrke trivslen og klassefællesskabet. Det er en god investering," siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening. 

Trivslen blandt eleverne og stigende problemer med skolevægring, der også er tydelig i svarene blandt både lærere og forældre, er ifølge Skole og Forældres formand endnu et tegn på, at der er behov for investeringer i folkeskolen:

"Vi har brug for flere dygtige, uddannede lærere, der kan skabe trygge miljøer, både i klassen og når det gælder samarbejdet med forældrene. Og ikke mindst har vi brug for, at der er ressourcer til at lytte til de bekymringer, forældrene kommer med - og handle på dem. Hvis ikke det sker, så vokser udfordringerne sig bare større," siger Rasmus Edelberg, formand for Skole og Forældre.

Fakta: Det viser undersøgelsen

  • Otte ud af 10 forældre til børn i folkeskolen mener, at der er behov for at investere i deres barns skole.  
  • Spørger man forældrene, er de største udfordringer i folkeskolen  uhensigtsmæssig støj og uro i klassen, mange vikartimer og manglende hjælp og støtte til elever med særlige behov.
  • Flere timer med to lærere i klassen er den løsning, flest forældre efterlyser på de udfordringer, de oplever.
  • 95 procent af lærerne har mindst én elev i deres klasse, der ikke har det godt fagligt og/eller socialt. 
  • De største barrierer for lærernes arbejde med trivsel er manglende tid til den enkelte elev, til relationsarbejdet med og mellem eleverne samt forberedelse af undervisningen.