Skolens parter: Sæt folkeskolen fri, så vi lokalt kan lave en bedre skole

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, Thomas Gyldal Petersen, formand for KL's Børne- og Undervisningsudvalg, Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, Elisa Rimpler, formand for BUPL, Rasmus Edelberg, formand for Skole & Forældre, Laura Drachmann Poulsen, formand for Danske Skoleelever, og Rasmus Byskov-Nielsen, formand for Børne- og Kulturchefforeningen. 

Klokken har ringet ind, skoleåret er i gang. I 8.C sidder 24 elever klar ved deres borde. De skal have dansk, matematik, engelsk, historie, tysk, samfundsfag, idræt, kristendom, geografi, biologi og fysik/kemi og et praktisk/musisk valgfag i det år, der venter. Lærerne er forpligtiget til at nå igennem i alt 215 mål og 866 såkaldte færdigheds- og vidensområder samt yderligere 3170 vejledende færdigheds- og vidensmål på tværs af disse fag.

Til sommer venter der en afgangseksamen i det valgfag, som 8.C afslutter. Til næste sommer afslutter de folkeskolen med xx eksaminer. Men inden de når så langt, skal klassen hver uge forholde sig til 6-8 forskellige lærere plus et par pædagoger, som vil træde ind i klasseværelset i 45- 90 minutter ad gangen. Når året er omme, skal skolelederen indberette, præcis hvor mange timer 8.C og alle de andre klasser på skolen har haft i de enkelte fag.

Forpustet? Det er mange elever i folkeskolen også. Det samme er lærerne og skolelederne.

Parterne har fælles forslag til, hvordan skolen skal sættes fri
Regeringen vil frisætte folkeskolen fra bureaukrati og rigide regler. Regler, som måske var velmente, da de blev indført, men som ikke giver mening, hvis vi vil lave en skole, hvor eleverne både bruger hænder og hoved, møder undervisning i og uden for klasseværelset, og hvor der både er plads til variation og fordybelse.

Mens vi venter på regeringens svar på, hvordan frisættelsen af folkeskole skal ske, har vi lavet et bud på, hvordan vi gør det. Et meget konkret bud på hvordan folkeskolen skal styres og ledes fremover, og hvilke love og regler, der bør fjernes eller ændres.

Vi håber, at Christiansborg vil tage vores forslag med til forhandlingsbordet. Med alle parter omkring skolen som afsendere er det et godt afsæt for at lykkes med at skabe de nødvendige forandringer i 8.C og alle andre klasser i den danske folkeskole.

Erfaringen viser nemlig, at vi ikke kan lovgive os til de nødvendige forandringer i folkeskolen. Talrige regeringer har uden held forsøgt sig med detaljerede paragraffer.

Formålet med frisættelsen er at skabe en bedre folkeskole
Lad os slå fast: Frisættelse er ikke målet i sig selv. Målet er at skabe en endnu bedre folkeskole. En folkeskole, hvor målmylder i fagene, regler for timetal, firkantede prøveformer, detaljerede krav til hvilke lærere, der må undervise i hvad og alle unødvendige statslige regler bliver erstattet af virkelyst og motivation blandt både medarbejdere og elever. En skole, hvor der bliver mere tid og rum til at tage ud i naturen fordybe sig i biodiversitet, guldalderkunst, vindenergi eller Pythagoras.

Formålet med folkeskolen står meget præcist beskrevet i folkeskoleloven. Folkeskolen skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere. Den skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst. Og den skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Og hvordan ser det så ud i 8.C? Det kan se ud på rigtig mange forskellige måder, afhængig af om klassen går på en skole i Thy, Odense eller Høje Taastrup. Men alle steder vil de blive mødt af lærerteams, som i dialog med skoleledelsen og med inddragelse af eleverne har planlagt undervisning, som giver mening for de unge, der går i klassen. De skal måske bruge de næste uger på at arrangere et debatarrangement om klimahandling for hele udskolingen? Eller måske skal de designe og bygge loungemøbler til klubben? Det kan også være, at de skal finde på en god måde at formidle danske litteraturklassikere til 3. klasserne?

Frisættelsen er midlet til, at den lokale folkeskole kan leve op til det flotte formål for folkeskolen. Det kan se ud på mange måder. Men fællesnævneren er, at medarbejdere og lederes professionelle dømmekraft i langt højere grad bliver omdrejningspunkt for det, der sker i klasseværelset.

Vi skal stadig have en fælles folkeskole i Danmark
Skal vi droppe alle fælles regler for folkeskolen? Skal hver skole være sin egen ø og sig selv nærmest? Svaret er nej.

Det er okay, at der bliver lidt større forskel på skoler både i den enkelte kommune og på tværs af landet. Men vi har en fælles folkeskole i Danmark. Det skal vi også have i fremtiden. Den skal også fremover være en stærk fællesnævner og byggesten i vores demokrati. Men noget af beslutningskraften og fællesskabet skal rykkes ud lokalt. Til den enkelte kommune og omkring den enkelte skole.

Nationalt har vi samarbejdet ”Sammen om skolen”, hvor ministeren, partiernes ordførere og parterne diskuterer løsninger på de udfordringer, folkeskolen står overfor. Lokalt har mange kommuner etableret lignende samarbejder, hvor elever, forældre, medarbejdere, ledere, forvaltning og lokalpolitikere rykker sammen og bliver enige om, hvordan deres folkeskole skal se ud.

Det lokale kit omkring folkeskolen skal stå i stedet for mange af de statslige regler. For det er lokalt på skolen og i arbejdsfællesskabet i kommunen, at man bedst kender elevernes behov og ved, hvordan lærere og pædagoger bedst kan tænde lys i elevernes øjne og skabe stærke fællesskaber mellem børnene.

Vi skal stole på, at alle de dygtige pædagoger, lærere og ledere i folkeskolen ved, hvordan de laver skole og fritidstilbud af høj kvalitet. Men de skal ikke stå alene med opgaven. De skal inddrage eleverne og forældrene, så den lokale folkeskole er meningsfuld for dem, der bruger den. Og de skal stå på skuldrene af forvaltningen, som skal sørge for at støtte op, rådgive og stille relevante kompetencer til rådighed – fx når det kommer til at skabe en mere inkluderende skole, ordblindhed, specialtilbud osv.

Endelig skal der stadig sættes lokalpolitisk retning for den lokale folkeskole. Der skal være kommunalbestyrelser, som kan stå på mål for de svære beslutninger og prioriteringer, som folkeskolen kræver i dag og fremover. Men kommunalbestyrelserne skal nogle gange træde et skridt tilbage og i højere grad lade skolerne tage styringen.

Vi håber, at vi snart kan byde 8.C velkommen tilbage efter sommerferien til en skole, der både inspirerer og motiverer alle elever.

Indlægget er bragt i Jyllands-Posten den 7. august.