Nyheder

DLF indgår overenskomst med Den frie Digitale Skole

Skolen tilbyder online undervisning målrettet børn med skolevægring. Lærerne arbejder under specielle rammer, men får nu vilkår tæt på dem, der gælder for folkeskolelærere.

En af de eneste skoler, som udelukkende underviser elever digitalt, har indgået overenskomst med Danmarks Lærerforening. Det betyder, at lærerne på den privatejede Den Frie Digitale Skole, som er målrettet børn med skolevægring, får rammer, som svarer til dem, folkeskolelærere arbejder under.

Det er første gang, at Danmarks Lærerforening indgår overenskomst med en fuldt digital skole, og formand for overenskomstudvalget i DLF Morten Refskov er glad for aftalen.

”Skoleformen afviger fra andre overenskomster på det private område, og det har også afstedkommet særligt grundige overvejelser. Når alt kommer til alt, er vores konklusion dog den samme som så mange gange før; Vi er en fagforening, og vores berettigelse består ikke mindst i, at vi overenskomstdækker de områder, hvor vores nuværende og fremtidige medlemmer arbejder”, siger Morten Refskov.

Med overenskomsten får lærerne på Den Frie Digitale Skole en fast arbejdstidsaftale og dermed mere faste ansættelser end tidligere. Overenskomsten sikrer også pension, barsel og andre af de forhold, lærere på en folkeskole arbejder under. Herunder også f.eks. tillidsrepræsentanter.

”Når vi indgår aftalen, er det naturligvis, fordi den har en samlet værdi, som vi er tilfredse med. Den afgørende forskel er, at lærerne ikke har forberedelse af den konkrete undervisning, og dette smitter naturligt af på arbejdstidsreglerne. Ud over dette så er ansættelsesvilkårene i langt de fleste tilfælde identiske med ansættelsesvilkårene for en lærer i folkeskolen”, siger Morten Refskov.

Læs om overenstkomsten på Folkeskolen.dk