Nyheder

DLF: Lad skolerne beslutte mobilregler

Rammerne for elevernes skærmforbrug i skolerne har fyldt meget i medierne den seneste tid. Holdningen fra DLF er klar: Beslutningerne bør tages lokalt på skolerne, ikke på Christiansborg.

Debatten om indførsel af mobilforbud i skolerne fylder meget, fx ved årets afslutningsdebat i Folketinget. Men de fleste skoler – ca. 80 pct. - forholder sig allerede til elevers brug af mobiltelefoner i skoletiden.

Derfor behøver vi ikke at lave regler om dette fra centralt hold, lyder det fra DLF:

”Vi vil i DLF også have mindre mobil i skolen. Vi har brug for at være nærværende. Vi har brug for stærke fællesskaber. Vi har brug for at skabe gode kammeratskaber i skolen, og der er mobilen altså nogle gange bare en forhindring for det. Men beslutningerne bør tages lokalt på skolerne, ikke på Christiansborg. Vi skal tage et lokalt ansvar, for der kan være flere måder at gøre det på – og engang i mellem kan det faktisk være fint, at eleverne har deres mobil,” siger formand i DLF Gordon Ørskov Madsen.

Ifølge Gordon Ørskov Madsen er det desuden vigtigt at have fokus på lærernes rammer for undervisningen, når vi snakker om elevernes brug af skærme i skoletiden.

”Der er brug for flere midler, så der er råd til bedre lokaler, varieret materiale og mere forberedelsestid til lærerne. Det kræver, at vi investerer i skolen, for kommunerne har sparet penge ved alene at indkøbe en teknologiplatform, som man så baserer al sin undervisning på. Det er det, man stiller til rådighed for lærerne – og kun det. Det holder ikke,” siger han.

Målgruppe