Nyheder

Glædelig Lærerens Dag!

Lærerne spiller en nøglerolle for at sikre trivslen hos børn og unge - derfor skal vi give lærere bedre tid og rammer til at lykkes med kerneopgaven og værne om skolens fællesskab, skriver DLF, FSL og GL i anledning af den internationale Lærerens Dag.

Af Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, Monica Lendal Jørgensen, formand for Frie Skolers Lærerforening og Tomas Kepler, formand for GL.

Hvert år fejres lærere verden over den 5. oktober. Her er det nemlig FN’s internationale Lærerens Dag, hvor lærerne hyldes for det vigtige arbejde, de hver dag yder for børn, unge og samfund i Danmark såvel som på verdensplan.

Et tema herhjemme, der fylder meget for både lærere og hele samfundet, er trivslen hos vores børn og unge. Selv om det er vigtigt at huske, at flertallet stadig har det godt, går udviklingen i mental sundhed desværre den helt forkerte vej hos børn og unge. Flere og flere har lavt selvværd. Føler sig ensomme og stressede. Halvdelen af pigerne i 9. klasse er kede af det hver uge – det er en fordobling på 12 år.

Den udvikling må og skal vi have vendt. Vi har kort sagt ikke råd til andet som samfund – hverken menneskeligt eller økonomisk. Og her spiller lærerne en nøglerolle.

Den vigtigste enkeltfaktor for, om en elev lykkes eller ej, er nemlig læreren. Hvad enten vi snakker det faglige udbytte af undervisningen eller at sikre gode relationer samt fællesskabet i klassen og på skolen, spiller læreren en absolut hovedrolle.

For lærere over hele landet er det enormt meningsfuldt at lykkes med det - og svært utilfredsstillende, når det kniber. Men for at læreren kan nå rundt om - og ind til - alle elever, kræver det tid, plads og overskud. Og det er der desværre kommet mindre af de senere år.

Der er blevet skabt en uhensigtsmæssig præstationskultur med for meget fokus på test og eksamener, som alt for mange børn og unge knækker nakken på – og som er alt for bestemmende for lærerens undervisning.

Hvis eleverne skal trives bedre, skal vi lave skoler, hvor der er bedre tid og plads til variation og fordybelse for eleverne, og hvor lærerens faglighed og kendskab til eleverne kan bringes bedre i spil i undervisningen. Det motiverer både lærere og elever.

Vi står desuden i en brydningstid, hvor fællesskaberne er under pres. Skærme og det digitale liv fylder meget for de yngre generationer – for nogle alt meget. Det er i den grad blevet et vilkår, der udfordrer os professionelt som lærere i vores dagligdag med eleverne. Der er nemlig mange dilemmaer og få lette løsninger. For os som lærere er det vigtigt, at vi husker at dele de erfaringer, vi gør os ude på skolerne og de gymnasiale uddannelser.

Trivsel hos vores børn og unge er nemlig noget, vi som samfund skal løfte i fællesskab. Her er læreren et naturligt bindeled i hverdagen, som kan skabe tryghed, ejerskab og gode relationer. Det kræver, at vi giver lærere bedre tid og rammer til at lykkes med kerneopgaven og værne om skolens fællesskab.

Indlægget er bragt i Avisen Danmark d. 5. oktober 2023