Nyheder

Statsministeren havde fokus på folkeskolen i sin tale til Folketingets åbning

Statsminister Mette Frederiksen åbnede Folketinget med en tale, der havde folkeskolen og lærerne i fokus. DLF’s formand, Gordon Ørskov Madsen, ser frem mod regeringens kommende folkeskoleudspil.

Hvis Mette Frederiksen ikke havde været politiker, ville hun være skolelærer. Sådan lagde statsministeren ud i sin tale tirsdag ved Folketingets åbning.

”For ikke så længe siden blev jeg spurgt, hvad jeg ville være, hvis jeg ikke var statsminister. Mit svar faldt prompte, for jeg var slet ikke i tvivl. Jeg vil gerne være skolelærer,” sagde Mette Frederiksen i sin tale.

Derefter fortsatte statsministeren med at tale om folkeskolen, om lærernes betydning og autoritet, om økonomi og stigende udgifter til specialområdet, og om regeringens planer om at sætte lærerne fri og fjerne 9 ud af 10 mål i fagene. Samtidig brugte Mette Frederiksen anledningen til at tale om regeringens kommende folkeskoleudspil, som præsenteres næste uge.

Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, er glad for, at folkeskolen og lærerne fyldte i statsministerens tale.

”Det er først og fremmest positivt, at statsministeren og regeringen har fokus på lærerne og folkeskolen. Vores fælles folkeskole er en af vores vigtigste samfundsbærende institutioner, og vi står med nogle store udfordringer, som vi skal finde løsninger på,” siger Gordon Ørskov Madsen.

Han nævner skolernes pressede økonomi og arbejdet med inklusion som to helt store temaer, der fylder for lærerne netop nu.

”Skal vi indfri politikernes ambitioner om at få flere elever sendt godt videre, kræver det, at de helt nødvendige investeringer følger med. Ikke mindst mangler der gennemtænkte og langsigtede investeringer på inklusionsområdet,” siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening:

”I dag går mere end hver fjerde krone på skoleområdet til specialundervisning. Det betyder, at selvom udgifterne til skolen samlet set er stabile, bliver der færre og færre penge til den helt almindelige undervisning - som jo er der, hvor de fleste elever er, og hvor vi kan forebygge og gribe eleverne i tide.”

DLF-formanden understreger, at både økonomi, frisættelse og betydningen af lærernes faglighed bliver temaer, Danmarks Lærerforening vil tage med, når regeringen fremsætter sit folkeskoleudspil.

”Det er vigtigt, at politikerne ikke kommer med ’fikse og færdige løsninger’, men giver rum til lærernes erfaringer fra virkeligheden. Der er statsministerens tale et godt udgangspunkt for vores videre arbejde,” siger Gordon Ørskov Madsen.