Nyheder

Lærerformand om regeringens lønløft: Vi mangler svar på lærermanglen

Regeringen har sat navn på fire faggrupper, hvor man vil løfte lønnen. Lærerne er ikke iblandt, og DLF savner svar fra regeringen på, hvordan man vil løse manglen på uddannede lærere i folkeskolen.

Statsminister Mette Frederiksen har meldt ud, at regeringen vil løfte lønnen for fire faggrupper, hvor lærerne ikke er iblandt.

Men når regeringen vil løse problemet med manglen på offentlige medarbejdere for at sikre velfærden, er der er et bekymrende manglende fokus på den stigende lærermangel. Det mener formand for DLF Gordon Ørskov Madsen.

”Det kan sagtens være, vi ikke står først i køen til at få mere i lønningsposen. Men jeg mangler nogle svar på, hvad regeringen så vil gøre for at fastholde og rekruttere på folkeskoleområdet, så vi har lærere nok i fremtiden. Hver femte, der underviser i folkeskolen, har ingen læreruddannelse. Og vi står til at mangle 13.000 uddannede lærere i 2030. Jeg har en forventning om, at regeringen også kigger lærernes vej,« siger han.

Regeringen har indkaldt arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger med opstart ultimo september 2023.

Målgruppe