Nyheder

Niels Jørgen Jensen valgt som ny næstformand for DLF

Niels Jørgen Jensen er på Danmarks Lærerforenings kongres valgt som ny næstformand for de næste fire år. Han efterfølger Dorte Lange.

Danmarks Lærerforenings kongres har valgt Niels Jørgen Jensen som næstformand for de næste fire år. Han efterfølger dermed Dorte Lange, der efter 12 år som næstformand valgte ikke at genopstille.

Niels Jørgen Jensen fik 152 stemmer, mens den anden næstformandskandidat Regitze Flannov fik 135 stemmer.

"Jeg synes, det er helt utroligt. Tusind tak for tilliden. Jeg har det sådan, at DLF er det vigtigste overhovedet og har afgørende betydning for, hvordan vi får skabt en god skole i Danmark. Det vil jeg kaste mig 100 procent hovedkuls ind i at kæmpe for. Jeg kommer ikke til at svigte tilliden," sagde Niels Jørgen Jensen efter valgresultatet.

Kongressen har desuden genvalgt Gordon Ørskov Madsen som formand for DLF for de næste fire år, hvor han stillede op som eneste kandidat.


Om Niels Jørgen Jensen

Niels Jørgen Jensen blev uddannet lærer i 1998. Han har undervist på Hvinningdalskolen skolen i Silkeborg indtil 2011 og har været formand for Silkeborg Lærerforening siden 2016. Siden 2020 har han siddet i DLF's hovedstyrelse og været medlem af overenskomstudvalget.